Kære medlemmer
"Reddernes Fagforening kan endnu en gang byde velkommen til en festlig generalforsamling, hvor vi traditionen tro gerne vil takke alle vores medlemmer, som trofast bakker op om en fælles fremtid i Reddernes Fagforening."
Sådan indleder Kim Volder Hammershøj sin formandsberetning ved Reddernes Fagforenings 5. generalforsamling d. 10. maj 2023.
"Det er en glad og tilfreds formand, der hermed takker for ordet i denne formandsberetning. Og vi ser frem imod en endnu lysere fremtid for det præhospitale område. Dagen i dag er bedre end dagen i går, og dagen i morgen er endnu bedre end dagen i dag."
Sådan lyder formandens afsluttende ord.
Ved generalforsamlingen blev en ny bestyrelse valgt. Se den nye bestyrelse her
Ved generalforsamlingen spurgte forsamlingen interesseret til fagforeningens mange søsatte skibe.
Læs både indkaldelsen til – og referatet fra generalforsamlingen her
Venlig hilsen Bestyrelsen i Reddernes Fagforening
Ambulance-reddere stiller spørgsmålstegn ved ny lægevagts-ordning i Region Midt
Den 1. marts 2024 overtager Region Midtjylland driften af regionens lægevagtsordning i tidsrummet kl. 23-08. Det vil fortsat være speciallæger i almen medicin, som tager imod opkald og varetager visitationsopgaven om natten, men sygebesøg i hjemmet vil blive udført af paramedicinere, erfarent ambulancepersonale eller erfarne sygeplejersker.
Læs mere om udmeldingen på Beredskabsinfo
Reddernes Fagforening har naturligvis reageret på udmeldingen.
RF foreslår på Facebook, at redderne nu skal stå sammen! Det skal forhindre, at redderne endnu engang skal betale. Denne gang for afskaffelse af lægevagtordningen om natten i Region Midtjylland. Derfor bør de tre fagforeninger indenfor redderfaget, det vil sige RF, FOA og 3F gå sammen og sikre både løn, uddannelse og arbejdsforhold følger de nye arbejdsopgaver.
Samtidig har vi d. 30. maj sendt en pressemeddelelse ud. Vi skriver:
Nu er 10 procent af ambulancereddernes stillinger ubesatte i Region Midtjylland. Samtidig har regionen netop offentliggjort, at redderne også skal overtage lægevagtsordningen. En opgave som det pressede præhospital slet ikke kan løfte med så kort varsel, mener Bent Holst Sørensen, ambulancebehandler i regionen og bestyrelsesmedlem i RF.
Og Reddernes Fagforening er blevet hørt! Pressemeddelelsen er bragt i Beredskabsinfo, Aarhus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Dagbladet Holstebro-Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Folkebladet Lemvig, Horsens Folkeblad, Viborg Stifts Folkeblad og Netavisen Gribskov og i alt 22 medier. Læs hele vores pressemeddelelse
RF står med kaffevogn ved Køges Akutafdeling
Usikkerheden og bekymringerne for hjemtagelsen i Region Sjælland er det store og gentagende samtaleemne fredag d. 26. maj ved Akutafdelingen i Køge. Her står bestyrelsesmedlemmerne Kristian Goul-Jensen og Frederik Kromann Møller udenfor med en kaffevogn og skænker kaffe til alle interesserede.
Alle deler Reddernes Fagforenings bekymring over den seneste udvikling ved hjemtagelsen af en del af regionens Falck stationer til Ambulance Sjælland. Og der var stor frygt for, at der vil blive endnu større reddermangel, hvis udbyderne på ambulancetjenesterne bliver ved med at konkurrere på reddernes løn- og arbejdsvilkår. Samtalerne drejer sig også om, hvad der fremadrettet kan gøres.
EU's 48-timers regel
Reddernes Fagforening mener, at hvis der bliver givet dispensation ved EU's 48-timers regel, skal arbejdsgiverne fraskrive sig retten til tvang og forflytning af personale.
Idet reddernes arbejdsforhold er i en speciel kategori og er usammenlignelig med mange andre jobfunktioner, skal den enkelte redder selv frivilligt kunne indgå samtykke i valget af ekstra vagter.
Reddernes Fagforening ønsker, at arbejdstager fortsat er beskyttet, hvilket er den oprindelige tanke med EU’s 48 timers regel.
Derfor vil vi opfordre tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter landet over til at kræve, at arbejdsgiver fraskriver sig retten til tvang på fridage og trusler om omplacering af vagtform eller tjenestested til gengæld for en dispensation og frivillige aftaler om ekstravagter.
Og vil arbejdsgiver have besat sine ledige vagter, så må arbejdsgiveren betale det en redder koster.
Nordisk møde i slut-april
Norske og svenske fagforeninger mødes sammen med Reddernes Fagforening i Norge for at erfaringsudveksle og vidensdele. Det skal være med til at modernisere arbejdsforholdene indenfor ambulancetjenesten og det præhospitale område i hele Norden.
I disse dage er RF-formand Kim Volder Hammershøj og bestyrelsesmedlem Finn Christiansen i Norge for at have faglige samtaler. Desværre er svenskerne med på Teams på grund af sygdom og dødsfald i nærmeste familie.
Vi drøfter uddannelse, sociale tilbud, arbejdsmiljø og det organisatoriske både det fælles og individuelle. For nok ligner vores lande hinanden, men der er også mange arbejdsmarkeds forskelle.
Vi har sendt et bekymrings-brev til Region Sjælland
Reddernes arbejdskraft er en stor mangelvare i hele Danmark, da utallige forringende overenskomster har skabt en flugt fra faget.
Derfor er Reddernes Fagforening stærkt bekymret for den seneste udvikling, når det gælder hjemtagelse af en del af regionens Falck stationer til Ambulance Sjælland.
Sådan indleder Reddernes Fagforening sit bekymringsbrev stilet til Jens Ravn, formand for udvalget for forebyggelse, det præhospitale område, forskning og innovation i Region Sjælland.
Brevet er sendt d. 11. maj 2023. RF afventer stadig svar. Hele brevet kan læses på vores Facebook-side.
Credits:
RedderLIV Reddernes Fagforening - RED LIV - også dit ARBEJDSLIV