Vær med til at skabe et grønt mødested i dit nabolag
Den store lockdown i foråret 2020 har vakt en ny begejstring for at bruge byens grønne rum. Parker, stranden, havnefronten og fælleden har trukket folk til sig, men mange af os har nok også sat pris på de nære små lommer af grønt.
Derfor vil Miljøpunkt Amager, Bibliotekshuset og Planteklubben på Amager med støtte fra Områdefornyelsen Sundby her bidrage med forslag og rådgivning, til hvordan et bart fortov eller gadehjørne kan gøres grønnere og invitere til ophold!
På siden her får du vejledning til hvordan du bærer dig ad med tilladelser, og nederst på siden er der link til det samlede materiale, hvor du kan få forslag til specifikke planter og blomster, og hvordan man holder dem. Hvad end du er interesseret i at lave byrumsmøbler med grønne planter og siddepladser, en samling udendørs pyntekrukker, eller en gavl med skønne klatreplanter og bænkesæt.
At gøre byrummet grønnere og mere attraktivt er også budskabet i Københavns Kommunes visionsplan Fællesskab København (2015). Her lægges der op til, at vi sammen skaber levende byrum, hvor vi kan møde hinanden, og at naturen flettes ind i byen, hver gang vi har mulighed for det. Derfor deler vi vores glæde og erfaringer med grønne mødesteder.
Grønt er et af værktøjerne til at tilpasse vores by til fremtidens temperaturstigninger - og så gør det gader og bygninger skønnere!
Planter kan hjælpe med at køle byer ved hjælp af det vand, der fordamper fra deres blade, når bladene udsættes for solens stråler, og ved at skygge for overflader, der ellers ville have optaget varmen.
De stigende temperaturer, som klimaforandringer medfører, vil give flere udfordringer - også i hverdagen i København. Målinger af Københavns overfladetemperaturer viser, at der i perioder med hedebølger bliver meget varmere på overfladen i de kvarterer, der har flest hårde overflader og færrest grønne områder. Derfor anbefaler Københavns Klimatilpasningsplan (2011), at vi forebygger mod fremtidens varmepåvirkninger blandt andet ved at plante flere træer og grønne facader, som kan virke nedkølende.
Og så giver grøn beklædning og grønne mødesteder et betydeligt løft til nærområdet. Vi kender alle glæden ved synet af blomstrende roser omkring en hoveddør eller en gavl i strålende vildvin. Vi får også mere lyst til at gå og sidde hvor der gror noget levende.
Kom godt i gang!
- Lav en aftale: Hvis du gerne vil lave en fortovshave, så er det vigtigt at få lavet en aftale med dem, der ejer din bygning, eller hos grundejeren, før du begynder at planlægge din fortovshave. Hvis du bor i en boligforening, er det en god ide at kontakte din bestyrelse. Få lov til at lave fortovshaven og tal om, hvordan haven skal vedligeholdes, og hvad der skal ske, hvis haven skal tages ned. Gør det til et fælles projekt ved at invitere andre beboere med. Ud over grundejerens tilladelse skal du også have kommunens (se længere nede).
- Vedligehold: Læg en plan for, hvem der vander og vedligeholder fortovshaven. Kan foreningens vicevært hjælpe med at holde rent rundt om haven ift. skrald? Kan foreningen hjælpe med en haveslange og adgang til vand?
- Ansvar: Aftal, hvem der har ansvaret, hvis der skulle ske et uheld i haven. Hvis du eller andre kommer til skade pga. de ting, der er opsat, er det vigtigt, at den private grundejer eller din boligforening har en forsikring, som dækker skaderne. En privat ulykkesforsikring vil i de fleste tilfælde dække de skader, du risikerer at pådrage dig selv, når du arbejder med din fortovshave.
- Placering: Haven skal placeres, så der minimum er 1,5 meters fri passage på fortovet, og sådan at du ikke spærrer brandveje eller andre indgange.
Økonomi
- Lav et budget: En fortovshave kan have mange former og et meget forskelligt budget. Man kan selv bygge den eller købe færdige modeller. Det er oplagt at tænke i, hvilken grad af vedligeholdelse I er klar på, og hvordan I sikrer, at haven ikke kommer til at forfalde og se grim ud. I kan gøre det billigt ved at bruge genbrugsmaterialer som paller og pallerammer eller store krukker, I allerede har i gården. Det er ofte også billigere at bygge selv. Og så er det oplagt at bytte frø og planter på tværs af gader og byhaver.
- Lån en have: Har I lyst til at afprøve, hvordan det er at have en fortovshave, så har Miljøpunkt Amager syv plantebænke, som lånes ud. Det er gratis, men plantebænkene er jeres ansvar, mens I har dem. Det betyder, at I selv står for at plante dem til og for at vedligeholde eller erstatte plantebænkene ved uheld. Se mere her.
Søg penge til dit grønne mødested
- I hver bydel i København findes der et lokaludvalg, som uddeler puljemidler. Lokaludvalgene må ikke give til fysiske anlæg, men de må fx gerne give til åbne workshops, hvor man bygger ting sammen. Se mere her: Amager Øst Lokaludvalg - Amager Vest Lokaludvalg
- Der er en områdefornyelse i Sundby frem til 2023, som kan støtte grønne mødesteder. Se mere her: Områdefornyelsen Sundbys puljer
- I kan også gå ud og spørge om at få sponsoreret materialer eller anden form for støtte af lokalområdet.
Søg tilladelser:
Hvis du vil stille noget på overfladen
Ved at stille noget på jorden gør du det let at komme i gang. Der findes mange spændende løsninger, hvor havekasser fx kombineres med mulighed for ophold.
Københavns Kommune skal godkende opsætningen af byrumsmøbler, som fx plantekasser med bænke, der skal stilles på fortovet. Derfor skal du sende en ansøgning om tilladelse til et arrangement til Københavns Kommune. Ansøgningen er især til for, at kommunen har kontaktoplysninger på en ansvarlig for haven og kan bedømme, om opstillingen vil være til gene for trafikken. Det er oplagt at søge for et år ad gangen og forny den igen året efter.
Du udfylder et skema her. Her beskriver du, at du har fået tilladelse af ejeren/foreningen, hvad du vil sætte op, og hvor det skal stå.
Søg tilladelser:
Hvis du vil plante i jorden
Vil du gerne plante noget direkte i jorden, skal du have en gravetilladelse fra Københavns Kommune. Det er for at sikre, at du ikke kapper et eller andet over, som allerede ligger i jorden, og for at sikre, at der fortsat vil være fri passage på fortovet.
Send en mail til: vejaendring@tmf.kk.dk for at få et ansøgningsark til facadebeplantning. Du kan også lave en søgning efter “facade-beplantning” på Københavns Kommunes hjemmeside.
Hvilke planter skal du vælge?
Hvilke planter skal du vælge til jeres nye grønne mødested? Hvilke planter er gode til skygge? Hvilke planter er gode til at klatre? Alt det og meget mere kan du læse om her.
Når du har planlagt, fået tilladelser, valgt og købt planter er næste skridt at få dem i jorden.
Se hvordan Planteklubben Amager, Bibliotekshuset og Miljøpunkt Amager plantede deres kommende grønne facade ved Bibliotekshuset.
Kom med til foredrag om grønne mødesteder
I november 2020 inviterede Planteklubben Amager, Bibliotekshuset og Miljøpunkt Amager til foredrag om grønne mødesteder. Her gav Anne Tange et indblik i, hvad der skal til for at skabe mere grønt i byen og flere grønne mødesteder. Se hele foredraget her: