Loading

"Respekt for karbonaderne" …. bliver der råbt i køkkenet. Eller hedder det krebinetter? Deltagerne i madklubben er ikke helt sikre. Men de nyder ubetinget maden og hinandens selskab – det kan være livsforlængende

Fem mænd, der alle er godt forbi den tid, hvor ekspedienten spørger om id, hvis de vil købe sig en øl, står i et smalt køkken. Pladsen er trang, alle har fokus på deres egen opgave, og alligevel går de ikke i vejen for hinanden. Der er travlt, men stemningen er hyggelig, og tonen let drillende.

Det er mænd, der kender hinanden godt, og det er tydeligt, de har prøvet det før: at lave mad til deres månedlige fællesspisning. I den ene ende af køkkenet steges karbonader – eller er det krebinetter? – i den anden laves rejecocktail.

Peder Kornum tager en tørn ved stegepanden, mens andre holder skarpt øje med de velduftende karbonader.
Jørgen Bresson og Jørn Schou Petersen fordeler rejer i portionsglas.

Mormormad

Vi er i seniorfællesskabet Stationstorvet i Vallensbæk, hvor en gruppe på 12-15 mænd én gang om måneden mødes for at lave god mad og nyde det i hinandens selskab. ’Mormormad’ kalder de det. Det koster 50 kr. for to retter, så alle har råd til at være med (men det diskuteres, om prisen skal sættes op til 60 kr. for at give plads til lidt flere lækkerier).

I dag er en helt særlig dag: madklubbens 1 års fødselsdag. Derfor er der blomster og flag på bordet.

Stationstorvet

…er Vallensbæk Boligselskabs boligafdeling, der ligger ved Vallensbæk Station. Boligafdelingen er fra 2017 og består af 49 boliger i et seniorbofællesskab med fællesrum og fælles gæsteværelse.

Jørgen Bresson og Johnni Sand styrer slagets gang – den første regerer over det kolde køkken, den anden klarer det varme.

Jørgen Bresson (tv) og Johnni Sand.

”Jeg smutter lige ned i det store køleskab efter mere fløde,” råber Jørgen med en hentydning til supermarkedet i stueetagen og smutter gennem spisesalen.

Alle er lige vigtige

Selvom det er en begrænset flok, der rører i gryderne, er alle deltagere lige vigtige. Også de der sidder og hygger sig, mens maden bliver lavet. For det er fællesskabet, der er det vigtigste.

Ensomhed i Danmark

I Danmark føler mere end 500.000 voksne sig svært ensomme. Sundhedsstyrelsen har regnet sig frem til, at 400.000 mennesker årligt kontakter egen læge – delvist eller udelukkende på grund af ensomhed.

Ensomhed er et folkesundhedsproblem, der er årsag til mistrivsel, sygdom og for tidlig død. Årligt koster ensomhed samfundet over 8 mia. kr. i pleje, behandling og tabt produktion (Sundhedsstyrelsen).

En ud af fire danskere savner selskab ved deres aftensmåltid og 44 % ville tage imod en invitation til middag fra en, de kun kender flygtigt.

Tallene er fra Folkebevægelsen mod Ensomhed. Du kan se mere på deres hjemmeside:

”Jeg kommer her primært for hyggens skyld. Jeg har lært de andre meget bedre at kende,” siger en af mændene, der også mener, han faktisk er blevet lidt bedre til selv at lave mad.

Tandpasta eller barberskum?

Formanden for seniorbofællesskabet, Peder Kornum, smider forklædet efter at have stegt karboner i et stykke tid.

”Vi startede med at gå ture sammen. Men vi går i meget forskellige tempi. Så fik Johnni idéen til, at mændene skulle lave mad og spise sammen. Det med mad, det kan altså noget. Maden har været med til at binde os mere sammen. Det har givet os et godt fællesskab. Her kan man altid få en sludder med nogen. Vi snakker om løst og fast og får som regel også lige vendt verdenssituationen.”

Peder Kornum, formand for Stationstorvet.

”Ja, men vi er nødt til at snakke om gamle dage. Det, der skete i går, kan vi ikke huske,” griner Knud, en anden af beboerne, og tilføjer:

”Forleden dag kom jeg til at børste tænder i barberskum. Det var uhyggeligt, som det skummede ud ad munden.”

De andre griner – Knud er altid god for en sjov bemærkning.

”Det har nok også stor betydning, at mange af os flyttede ind samtidigt, da byggeriet stod færdigt i 2017. Det gav en nybyggerstemning. Vi havde lyst til at sætte ting i gang. Det er meget få beboere, der ikke deltager i nogen af vores aktiviteter,” fortæller Peder.

Stationstorvets kogebog

Jørgen er madklubbens praktiske organisator. Han sørger for, at opskrifterne bliver skrevet ud og lamineret.

”Hver gang vi har spist sammen, giver vi maden stjerner. Fem er maksimum,” forklarer han og fortsætter:

”Alle opskrifter ligger i skuffen hernede, så mangler man inspiration til aftensmaden derhjemme, kan man altid finde den her.”

Kun for mænd

Kokkene er ved at være færdige i køkkenet. Jørgen smutter op med mad til en mand, der i øjeblikket har det for dårligt til at komme ned i fælleslokalet. Alle skal skam have mulighed for at smage den gode mad. Alle mænd, altså.

Der leveres også mad ud af huset. Jørgen Bresson er på vej med rejecocktail til en beboer, der er for dårlig til at deltage i fællesspisningen.

”Kvinderne har deres egne klubber. Vi har også nogle fælles. Og ved særlige lejligheder inviterer vi ægtefællerne på mad,” smiler Peder.

Maden er klar. Rejecocktails står allerede fristende parate på bordet. Mændene går snakkende og forventningsfulde til bords.

Mad kan forebygge ensomhed

Folkebevægelsen Mod Ensomhed står bag initiativet til ’Danmark Spiser Sammen’. I uge 17 og 48 opfordres hele Danmark til at sætte gang i nye fællesskaber ved at lave fællesspisning.

Få hjælp til at komme i gang

På deres hjemmeside kan du både tilmelde dig eksisterende fællesspisninger, oprette nye og finde invitationer, navnekort, samtalestartere m.m.

Madklubben på Stationstorvet er ikke udsprunget af 'Danmark spiser sammen'.

”Skål drenge – og tillykke med os,” siger Jørgen Bresson og hæver glasset.

Et øjeblik efter breder en anerkendende mumlen sig: Det smager rigtigt godt, konstateres der bordet rundt. En ny livret har måske set dagens lys….?

Created By
Marianne Svolgaard
Appreciate

Credits:

Lars Bertelsen, Jørgen Bresson, Marianne Svolgaard