Loading

At være ung i Tasiilaq Kommuneqarfik Sermersooq i Østgrønland og Tasiilaqs unge har sammen med Lokale og Anlægsfonden lagt mange kræfter i at realisere et nyt ungdomskulturhus. Vi har talt med områdechefen i kommunen Hjørdis Viberg og den unge Imakka Utuaq om at være ung i den lille østgrønlandske by.

Tasiilaq er en by med i alt 2.000 indbyggere. Over en fjerdel af dem er unge i alderen 16-30 år. En idrætshal, et forsamlingshus, en kunstgræsbane og en skilift har indtil nu været rammerne for byens fritidsaktivitet. Ungdomskulturhuset Igdlo er de unges nye mødested.

Hjørdis Viberg er områdechef i Kommuneqarfik Sermersooq.

Hvordan spiller ungdomskulturhuset sammen med de andre fritidstilbud i byen? ”Jeg ser ungdomskulturhuset som hjertet i Tasiilaq og anker for de andre fritidsaktiviteter. Det er hjemmet for vores unge, som langt hen ad vejen ikke har de muligheder på hjemmefronten. Det er herfra, det hele blomstrer. Det kulturelle perspektiv er den platform, vores unge mennesker skal bygge deres identitet op om – og udvikle robusthed,” siger Hjørdis Viberg.

Det er et stort behov i Tasiilaq blandt de unge at blive en del af et sundt fællesskab og give de unge sunde interesser. De har brug for en base, hvor man kan tale med andre unge.

Hvad er det allerstørste behov blandt unge i Tasiilaq, ungdomskulturhuset løser? ”Vores unge kender fælleskabet fra skolen, som for manges vedkommende har været en dårlig oplevelse. Hvorimod når de kommer her i ungdomskulturhuset og kan udfordre sig selv på den kreative måde, som egentlig for mange er det DNA, der ligger forrest – det visuelle. Så får de den der oprejsning: ”jeg kan noget” – uden at skulle forholde sig til at skrive en engelsk stil eller matematikopgave. Det motiverer dem på en anden måde mentalt – styrker dem og giver dem robusthed i livet,” siger Hjørdis Viberg.

Trommedans er en af de musikalske aktiviteter, Igdlo tilbyder.

Hvad har I af strategi i kommunen for jeres unge i Tasiilaq? "Vi vil gerne dyrke ung til ung formidling – hvor unge selv bliver rollemodeller. Når jeg som voksen står og fortæller den unge: ”det der skal du lige passe på”, bliver det pegefingeren, hvorimod når de unge kan kommunikere med hinanden, så har det en helt anden effekt. Så ungdomskulturhuset vil også være understøttende i forhold til indsatser på myndighedsområdet – og der kan ungdomskulturhuset noget helt andet end øvrige tilbud. Der kommer du på lige fod med alle andre," siger Hjørdis Viberg.

"Det er også altafgørende, at de unge har nogen at spejle sig i og se op til – også voksne. Rigtig mange af vores unge har mistet tilliden til de voksne. Så det, der først og fremmest skal kendetegne vores ungeområde, er, at vi har nogle rollemodeller, der udstråler, at de holder af de unge. Brænder for opgaven. Og selvom man kan sige, at de unge engang imellem ikke lige laver det, vi gerne vil have dem til, er det vigtigt, vi viser, vi holder af dem alligevel og ikke støder dem fra os. Fordi det er der, vi er udfordret en hel det – unge der er blevet svigtet."

Hvilken betydning har ungdomskulturhuset for Kommuneqarfik Sermersooq? "Ungdomskulturhuset er kommunens stolthed – vi er virkelig stolte af det. Vi er stolte af, at vi i så lille en by kan have sådan et tilbud på fritidsområdet. Og der tror jeg også, at ungdomskulturhuset i sin pragt at gør det synligt, fordi det ligesom er hjertet i fritidsområdet. Fritidsområdet i Tasillaq understøtter hinanden, men ungdomskulturhuset har den styrke, at det skaber sammenhæng i tilbuddene. Det er ankeret. Ungdomskulturhuset har formået at få en frivillig gruppe op at stå. Det formår du ikke på samme måde i en hal, hvor fodboldspillerne møder ind, eller på skiliften hvor skiløberne går. Men det formår man i ungdomskulturhuset."

Kulturhuset Igdlo ligger placeret helt centralt i byen Tasiilaq.

Hvilken rolle kommer ungdomskulturhuset til at spille i fremtiden? "Jeg ser for mig og tror på, at ungdomskulturhuset kommer til at markedsføre Tasiilaq på en god måde i forhold til alle de historier, vi ellers er vant til at høre om os selv. Det kommer også til at spille en rolle i at løfte samfundet – markedsføre de gode historier, som huset vil skabe," slutter Hjørdis Viberg.

Imaakka Utuaq er en af de faste brugere af ungdomskulturhuset.

Hvilke aktiviteter dyrker du i Igdlo? "Håndværk kan jeg godt lide. For eksempel hvis der kommer nogle af de lokale med deres cykel, hjælper jeg med at ordne den. Jeg laver også hundehuse og madlavning selvfølgelig. Madlavning er jeg faktisk mest interesseret i. Jeg kan godt lide madlavning, fordi man er sammen om det. Det er et samarbejde, og så smager det bare godt," siger Imaakka Utuaq.

Igdlo har et køkken, og en terrasse giver mulighed for, at man også kan lave mad udenfor.

Hvor ofte er bruger du Igdlo? "Jeg kommer her ret ofte. Det bedste ved huset er de andre unge, jeg kan mødes med. Vi er nogle venner, der mødes. Hvis der ikke var et ungdomskulturhus som Idglo, ville det være et stort tab. Jeg ville ærlig talt ikke vide, hvad jeg skulle lave eller gå hen," siger Imaakka Utuaq.

Hvad er det for et fællesskab Igdlo giver dig? "Der kommer både drenge og piger her i huset, men der er nok flest drenge. Jeg plejer at ringe til mine venner, og så tager vi herover sammen. Jeg er A-menneske og står tidligt op, og mange af mine venner sover længere – så jeg plejer at være en af de første, der kommer i huset," siger Imaakka Utuaq.

Der er åbent i huset alle ugens dage, hvor voksne ansatte og en frivillig gruppe står for aktiviteter med de unge.

Hvad drømmer du om i fremtiden? "En af de aktiviteter, jeg drømmer om i fremtiden, er kajak. Det kunne være rigtig sjovt at prøve. Og at komme lidt væk fra byen også – måske at tage ud at grille sammen med de andre brugere af huset. Måske på vandretur," siger Imaakka Utuaq.

Kulturhuset arrangerer af og til friluftsture for de unge og har planer om at gøre det endnu mere i fremtiden.

Tekst: Anna Rex Wittig, faglig formidler, Lokale og Anlægsfonden.

Fotos: Anette Molbech, Rune Øe, Rasmus Poulsen og Anna Rex.

Created By
Anna Rex Wittig
Appreciate