1Million Magazine er dedikeret til fortællinger fra hele verden med særligt fokus på fotografi. Magasinet blev skabt under coronakrisen 2020 af chris1million//Christina Jensen; fotograf, journalist og cand.it. I maj 2021 udkom magasinet for første gang på print. Alle bidrag er frivillige.
Dette nummer:
- Om dette nummer: Af chefredaktør, Christina Jensen
- Billedserier: At høre hjemme af Simon Skipper, Dans er frihed af Dav Jacobsen, Frigjort af Niclas Lovejoy Hawkesworth, Check-in coronahotel af chris1million
- Bag kameraet: Q&A med fotograf Simon Skipper
- Køb 1Million Magazine
Forsidefoto: chris1million//Christina Jensen
Om dette nummer: #08 FRIHED
Af: Chefredaktør, Christina Jensen
Da jeg valgte temaet Frihed, så verden noget anderledes ud. Sommeren var ved at være slut, og corona blev ikke længere kategoriseret som en samfundskristisk sygdom. Endelig. Friheden var SÅ tæt på. Troede vi. Så gik der to måneder, det blev november og koldt, og corona kom buldrende tilbage. Smittetallene har aldrig været så høje som nu, restriktionerne er tilbage og corona er igen en samfundskritisk sygdom. Og vores frihed er igen sat under pres.
Som danskere er vi vant til at kunne gøre som vi vil. Sådan er det ikke længere. Vi skal tage hensyn (det gør vi selvfølgelig gerne, samfundssind ftw), vi må arbejde hjemme, vi kan ikke gå i byen, vi kan ikke tage til koncert eller på museum, og vi skal (helst) tage imod en vaccine.
I dette nummer kan du opleve en række billedserier skabt af fire fotografer. Den overordnede ramme har været Frihed, og hvordan de hver især har tolket det tema, er der kommet vidt forskellige serier ud af. Niclas Lovejoy Hawkesworth tager os med til Frigjort Festival på Christiania, Simon Skipper tager os med helt ind i intimsfæren og Dav Jacobsens billeder fortæller om vold og dans i Tanzania. Og endelig kan du checke ind på coronahotel i mit selskab.
Til slut kan du lære fotograf Simon Skipper lidt bedre at kende i Q&A elementet Bag Kameraet.
Tak fordi du endnu engang læser med.
Kærligst Christina Jensen, chefredaktør, chris1million.dk
At Høre Hjemme
Af Simon Skipper: Jeg brugte de mange første år af mit liv på at lede efter tegn, der bekræftede mig i, at jeg ikke hørte til. Men en dag lærte jeg, at hvis jeg ikke hørte til her, ville jeg jo slet ikke være her i første omgang. Det samme gælder for os alle. Når vi fokuserer og tror på noget og nærer det med vores opmærksomhed, så vokser det. Siden har jeg konsekvent rettet mit blik og mit kamera mod det, der bekræfter mig i, at jeg absolut hører hjemme her i tilværelsen.
Dans er frihed
Af Dav Jacobsen. Hvis kvinderne i Mwanza-regionen i det nordvestlige Tanzania vil undgå vold, skal de danse. For mens de danser, får de i hvert fald ikke tæsk. Det er hårdt stillet op, men regionen ligger i top, når det kommer til den groteske kategori, vi må kalde vold mod kvinder.
En undersøgelse fra 2016 – ”Tanzania Demographic Health Survey 2015-2016” – viser, at 40 procent af alle kvinder i Tanzania mellem 15 og 49 år har været udsat for fysisk vold, og at halvdelen af alle landets gifte kvinder er blevet slået. I Mwanza, er procentsatsen 60. Men stiger til 80 procent, hvis manden ofte er fuld. Når hele otte ud af ti kvinder mellem 15 og 49 år i regionen, har været udsat for fysisk, seksuel eller følelsesmæssig vold, skyldes det blandt andet mændenes indtagelse af alkohol. Undersøgelsen fra 2016 viser nemlig også – næppe overraskende – at i takt med mænds indtagelse af alkohol, stiger volden mod kvinder.
I løbet af de sidste fem år har jeg seks gange besøgt dansegruppen Wanasesilia i regionen. Området beboes primært af landets største etniske gruppe, sukumaerne, der tæller cirka 6,5 million individer. Sukumaerne er gæstfrie, lattermilde, betænksomme, festlige og ualmindeligt rare. Så meget desto mere mærkeligt er det at erfare, at de lever i en ekstremt voldelig kultur. De siger selv, at i området slår mænd kvinder, kvinder slår børn og børn slår dyr – og hinanden.
Dansegruppen er kvindernes fristed. Her bliver de ikke slået eller ydmyget, men danser på lige fod med mændene. Lederen af den enkelte dans kan lige så vel være en kvinde som en mand.
Frigjort
Af Niclas Lovejoy Hawkesworth, fotograf og medarrangør af Frigjort Festival. I år var det tredje år i træk, at Frigjort løb af stablen - og NÆSTEN uden restriktioner denne gang. Frigjort Festival er en to dages musikfestival i august på og omkring Musik Loppen på Christiania. Festivalen er skabt ud fra et værdisæt, hvor der er plads til mangfoldighed og musik, hvor man ikke kun skal klappe på et og tre.
Det har mildest talt været et mareridt at planlægge en festival under corona (for andet år i træk), og ærligt talt vidste vi ikke, om det ville blive til noget før i juni. Jeg føler, at politikerne i høj grad har svigtet kulturen under krisen, men det ville kræve et helt eksemplar af magasinet her at sætte ord på, hvad jeg føler, problemet har været.
Men Frigjort lever og familien af frivillige, samarbejdspartnere og artister er stadigt voksende. Fornøjelsen af at møde nye mennesker, der ikke bare er ekstremt dygtige, men også pissehamrende hyggelige er virkelig noget, der holder gejsten i projektet kørende. Vi har tårnhøje ambitioner og håber på sigt at rykke ind i endnu større rammer end Loppens meget intime lokaler.
En gut spurgte mig i sommers, om Frigjort er en politisk festival. Jeg havde egentligt lyst til at svare nej, men i en tid hvor det åbenbart er politisk at prøve at nå så tæt på en 50/50 kønsbalance på scenen, så er vi det jo desværre lidt endnu. Jeg håber, at vi når et punkt en dag, hvor bæredygtighed, repræsentation og kunst bliver normen, og ikke et politisk statement. Følg med: facebook.com/frigjortfestival
Check-in coronahotel
Af fotograf og journalist Christina Jensen/chris1million. Jeg har absolut ingen udsigt. Jeg kigger direkte over på en anden del af bygningen. Jeg er dog så højt oppe, at jeg kan se himlen. Det er jeg glad for.
Det er november 2021, og jeg er checket ind på coronahotel. Jeg fik corona til en familie julefrokost. Jeg er selvfølgelig vaccineret og alle i familien var testet negative inden, men corona er tricky og snu og efter få dage, var 9 ud af 13 gæster testet positiv. Jeg bor til daglig i et kollektiv i København og det er svært at isolere sig. Vi har jo kun ét køkken og ét badeværelse, så jeg besluttede mig for at tage imod kommunens tilbud om et gratis hotelophold.
Når man checker ind på coronahotel, skal man blive udenfor og ringe ind til receptionen, og så kommer en medarbejder ud med nøglekortet. Herefter skal man gå ad brandtrappen, så man undgår kontakt med andre gæster. Jeg har stort set intet tøj med, men jeg har en sportstaske fyldt med snacks og drikkevarer, computer og kamera. Den er egentlig ret tung, og jeg kan godt mærke, at jeg har haft corona et par dage og stort set ikke har bevæget mig. Men jeg klarer mig op til 8. sal.
Jeg bor på et lille, men fint enkeltmandsværelse. Hotellet er helt nybygget, så intet er slidt og vinduet kan kun åbnes på klem. Over sengen hænger et TV og her er også et skrivebord og et lille the-køkken. Tre gange om dagen banker det på min dør, og så står der mad til mig. Luksus. Jeg har ret meget arbejde, og jeg er heldigvis ikke så ramt, så det er egentlig et ret fint lille arbejdsrefugium. Men jeg er ved at blive sindssyg af at bevæge mig på så lidt plads.
Bag kameraet: Q&A med fotograf Simon Skipper
I hver udgave af 1Million Magazine bidrager en række fotografer. Uden dem, ville der ikke være noget magasin. Men hvem er de, hvad brænder de for, og hvorfor er de blevet fotografer? I dette nummer kan du lære Simon Skipper lidt bedre at kende.
Q: Hvilken type billeder skyder du primært i dit virke som fotograf?
Det er mennesket og vores væsen, der interesserer mig mest. Jeg laver nærværende, autentiske portrætter og reportager fra nær og fjern. Derudover skyder jeg også video og dronebilleder til tider. Mine egne projekter handler især om unge, identitet og skateboarding, som har været en del af mit liv, siden jeg var 10 år gammel.
Q: Hvornår blev din interesse for fotografi vakt?
Gennem skateboarding. Mine venner og jeg filmede hinanden, vores tricks og fald, og vi lavede endda DVD-film, som vi solgte til vores venner. Dér blev jeg fanget af det visuelle. I gymnasiet begyndte jeg at fotografere mere. Det var mere umiddelbart, det krævede ikke storyboard og skuespillere, og jeg kunne bare tage mit kamera i hånden og gå på opdagelse. Jeg blev for alvor fanget af fotografiets magi, da jeg tog på jordomrejse efter gymnasiet. Ved rejsens start - på vej med nattog gennem Tyskland - sad jeg ved siden af en afghansk diplomat. Han og jeg var virkelig forskellige mennesker, dog svingede vi enormt godt, og han var mystisk og spændende for mig. Jeg tog et hurtigt billede af os sammen, teknisk var det egentlig ret kikset. Men det åbenbarede for mig, hvordan jeg kunne bruge fotografiet som springbræt for min nysgerrighed, som undskyldning for at komme ind på livet af mennesker og til at forstå verden, og dermed også mig selv, bedre.
Q: Hvordan blev du fotograf? Hvad er din baggrund?
Jeg havde allerede småopgaver i min gymnasietid. På min rejse ernærede jeg mig også gennem foto, så selvom jeg var nervøs for at løse opgaver med begrænset erfaring, kastede jeg mig ud i det. Jeg husker fx en opgave for et luksushotel i Costa Rica, hvor jeg som 20-årig i bermudashorts på gebrokkent spansk fik mig forhandlet frem til en helt OK løn. Efter min rejse blev jeg optaget på fotojournalistlinjen på DMJX, og jeg var på udveksling på Det Kongelige Kunstakademi i Haag. Jeg føler mig virkelig taknemmelig for, at det lykkedes mig at komme ind på de skoler, som jeg ønskede allermest.
Q: Hvad fascinerer dig mest ved fotografi?
At det er et fantastisk værktøj til at SE. Se mennesker og se verden. Vi ønsker alle at blive set, selvom det kan være utrolig skræmmende. Fotografi kan være enormt terapeutisk. Det er også enormt umiddelbart, du reagerer med det samme, du ser et stærkt billede. Og det er både universelt og individuelt, jeg kan lave et billede, som har én specifik betydning for mig, men som bringer dine tanker og følelser et helt andet sted hen. Samtidig er fotografiet en måde at opfange og gemme det, der er vigtigt for den, jeg er. På den måde er de billeder, jeg laver, altid billeder af mig selv på en måde.
Q: Hvornår kan du allerbedst lide dit arbejde?
Det er altid fedest at arbejde med kunder, jeg har en personlig relation til, hvor vi samarbejder i et flow og begge er begejstrede, og hvor der er tid til eksperimenter og fordybelse. Jeg elsker at skyde på film, hvor håndværket er mere stofligt, mere krævende og dets begrænsninger gør mig til en bedre fotograf, end når jeg bare kan holde den digitale udløser i bund. Derudover gør det mig virkelig glad, når mit arbejde skaber positiv forandring. Når jeg skyder et portræt, der får den portrætterede til at opdage en ny side af sig selv. Eller det arbejde, jeg fx har lavet i Mozambique om den unge skater Noel og hans drømme. Hvor han siden har fortalt mig, at det styrkede hans selvværd og selvforståelse, at se sin historie fortalt gennem mine ord og billeder.
Q: Hvad er din største drøm rent professionelt?
Jeg drømmer om at kunne fortsætte med at rejse et par måneder om året som adventure- og outdoor-fotograf, det kunne være sammen med såvel en NGO som for RedBull eller National Geographic, eller som skateboardfotograf i USA. Jeg drømmer om at bringe menneskeheden tættere sammen gennem fotografiets kraft. Og så drømmer jeg om at skabe noget helt nyt, måske gennem et stort projekt, en digital platform eller kurser, hvor jeg kan kombinere mine evner som coach og terapeut med min fotografiske eventyrlyst til at styrke og inspirere en masse andre. Eller måske bruge et år på at kortlægge skateboardings indtog i Afrika og hvordan det påvirker de unge.
Q: Kan du anbefale en spændende fotoprofil på Instagram, som man bør følge?
Jeg er meget begejstret for @imaginarymagnitude. Profilen drives af den unge multikunstner Reuben Wu og den viser en samling af mystiske, dragende, eventyrlige billeder i alskens genrer, som gang på gang overrasker mig ved ikke at ligne noget, jeg før har set.
Blå Bog: Simon Skipper
- Selvstændig fotograf
- Uddannet fotojournalist fra Danmark Medie og Journalisthøjskole, DMJX
- Digital kameraer: Nikon Z6 / Fuji X100F
- Analog kameraer: Olympus Mju / Pentax 645NII
- Website: simonskipper.com
- Instagram: @officialskippz
Fotografiske forbilleder:
- Jonas Bendiksen, Stacy Kranitz, Joakim Eskildsen, Kasper Løftgaard, Hannes Caspar, Mads Nissen, Alex/Rebecca Webb og Alec Soth.
Eksempler på Simon Skippers arbejde:
Køb 1Million Magazine på print
I maj 2021 udkom den første trykte udgave af 1Million Magazine. Det fysiske magasin indholder udvalgte billeder og historier fra de seks første digitale udgaver, og designet er skabt af grafisk designer Frederik Øst. 30 fotografer bidrager med billeder og forordet er skrevet af Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet.
Magasinet koster 120 kr. (+ evt. forsendelse) og kan enten købes ved at sende en mail til hello@1millionmagazine.dk eller besøge en af følgende butikker:
- FOTOGRAFISK CENTER, Staldgade 16, 1699 København
- Flensborg Bog & Ide, Stændertorvet 4, 4000 Roskilde
- Bog & Ide, Søndergade 41, 4900 Nakskov
- MONDAY STUDIO, Matthæusgade 21, 1666 København
- BUTIK FÆLLES, Jagtvej 193, 2100 København
Credits:
Simon skipper, Niclas Lovejoy Hawkesworth, Dav Jacobsen, chris1million