En kulturel strømning i retning af at være selvforsynende har i de seneste år katalyseret en stigende interesse for undervandsjagt hos mange mennesker – unge som ældre. Oplevelserne ved den 7300 kilometer lange, danske kyststrækning og vækkelsen af urinstinkterne udgør essensen af denne billige jagtform. Få her et indblik i, hvordan du kommer i gang.
Tekst, foto og video: Christian Lang Jensen
Med rolige bevægelser af benene skabes der fremdrift i kraft af de hydrodynamiske finner, mens bunden, som består af sand, grus, småsten og sporadiske tangplanter, granskes nøje. Enhver nuancemæssig afvigelse på bunden samt de mange overgange mellem sand- og tangområder får særlig opmærksomhed. På trods af den tætsiddende neoprendragt kan det 14 grader varme vand tydeligt fornemmes gennem dragten, og solens stråler genererer en behagelig varme på ryggen.
Med ét dukker to små, stirrende øjne op mellem de mange småsten på bunden. Omridset af fisken kan svagt anes, og halen er ved nærmere eftersyn ret tydelig. Afstanden mellem øjnene og halen er på den gode side af 40 cm, så der lægges an til skud. Harpunen føres i en jævn og rolig bevægelse ned mod skrubben, som fortsat tror, at den er i sikkerhed i sandet. Fingeren føres til aftrækkeren, og skuddet går af. Det spidse stålspyd suser mod fisken, og gennemborer den lige bag hovedet. Skrubben spræller et par gange, hvorefter den ligger stille på bunden. Kort efter bliver den hentet op og anbragt i stringeren med de øvrige fladfisk efter endelig aflivning.
Indledende tanker om jagten
De fleste, som kaster sig ud i undervandsjagtens mangefacetterede univers, indleder med den netop beskrevne jagtform, hvor man snorkler i overfladen over en til to meter vand i håbet om at spotte en flot skrubbe, en pighvar eller måske endda en søtunge. Dog vil det typiske bytte i denne sammenhæng være skrubben.
At indlede med denne aktive jagtform, hvor man hurtigt kan komme til at tilbagelægge adskillige kilometer på et dyk uden at tænke over det, er en optimal måde at blive bekendt med forskelligartede kyststrækninger på og med det udstyr, man har erhvervet sig forud for det første dyk. Dernæst handler det om at finde frem til roen og trygheden, når man befinder sig i et helt andet element end det, man er vant til at færdes i.
Af denne årsag er det sjældent en dårlig idé at starte på det lidt lavere vand på en til to meter og eventuelt tage helt korte dyk, hvor man får dyppet hele korpus. Er man i stand til at lægge sig på bunden på en til to meter vand og betragte omgivelserne, opnår man hurtigt en større tryghed, end hvis man blot ligger i overfladen og distanceret kigger ned på bunden, som jo kan gemme på mange søuhyrer.
Ydermere er det essentielt at få styr på sin trykudligning, da man kan få meget ondt i øregangen ved blot at dykke to meter ned uden at trykudligne tilstrækkeligt. Har man svært ved at trykudligne, kan det hjælpe at holde sig for næsen, lukke munden og derefter lave et let tryk ud i ørerne, mens man bevæger kæben fra den ene til den anden side.
Det er i denne sammenhæng afgørende at trykudligne, allerede når man ligger i overfladen, da det er for sent, hvis man venter, til det begynder at gøre ondt i ørerne. Husk desuden at trykudligne flere gange på vej ned mod bunden, da trykket vokser, jo længere man kommer ned. Det gælder også, selvom man blot dykker en til to meter ned. På disse dybder kan man opøve denne evne, uden det kommer til at gøre ondt.
Sikkerheden er essentiel
Det vigtigste, når man skal ud med harpunen eller håndspyddet for første gang, er imidlertid sikkerheden. Man bør derfor altid tjekke vejrudsigten og de strømforhold, som gør sig gældende på det pågældende spot.
For at undgå for kraftig strøm i begyndelsen er det oplagt at vælge en åben kyststrækning, hvor vanddybden ikke stiger så hurtigt. Strømmen er oftest kraftigst ved pynter og næs, hvor vandet er dybt, så disse steder skal man tænke sig om og gå forsigtigt til værks. I begyndelsen er det endda en god idé helt at undgå disse steder.
Derudover skal man ikke forsøge at dykke dybere eller i længere tid, end man kan håndtere i begyndelsen. Der er ingen grund til at ødelægge oplevelsen ved et godt dyk med en ubehagelig episode, hvor man presser kroppen for hårdt. Babysteps, som man siger.
Man bør desuden have en orange bøje med, når man er på UV-jagt. Det er ganske vist ikke et lovkrav, da undervandsjægere rent juridisk betragtes som svømmere, men da man som UV-jæger som regel bevæger sig noget længere ud fra kysten end almindelige svømmere, så er det centralt med god synlighed, så man ikke bliver sejlet ned af vandscootere, både og lignende. Bøjen fungerer desuden som en safety-zone, hvor man kan tage et hvil, hvis man bliver træt ude over vand, hvor man ikke kan bunde.
Sidst men ikke mindst skal man altid have en kniv med sig i tilfælde af, at man sidder fast i reb, garn eller lignende. Der findes et hav af modeller, som kan monteres mange forskellige steder, men det giver den bedste bevægelighed i vandet, hvis kniven er monteret på ben eller arme.
Udstyret
Som med alle andre aktiviteter, der fordrer en vis mængde udstyr, opstår der hurtigt holdninger i øst og vest, og derfor er det en ganske god idé at nærstudere diverse muligheder, før man brænder mange tusind kroner af på det forkerte udstyr. I sommerperioden, hvor vandet er varmt, kan man klare sig med meget få og billige remedier.
Kaster vi indledningsvist et blik på selve dragten, så kan man reelt set klare sig uden, når vandet er over 18 grader. Vil man gerne have en dragt på, kan man købe billige våddragter til 200-400 kroner, som klarer opgaven fint. Sidst men ikke mindst kan man erhverve sig en egentlig UV-jagt-dragt. Prisen for undervandsjagtdragterne starter ved 800 kroner.
Vælger man denne type dragt, er en todelt dragt med "high waist"-underdel at foretrække, da den giver mulighed for, at man hurtigt kan komme til at lade vandet. Med denne type dragt er det nemlig ikke nødvendigt at tage overdelen af for at kunne krænge underdelen ned.
I forhold til tykkelsen er fem millimeter et fint udgangspunkt, hvis man primært vil jage om sommeren. Vil man også ud i det tidlige forår og sene efterår, så bør man vælge en dragt på syv millimeter. Ni millimeter er kun nødvendigt, hvis man vil ud i de kolde vintermåneder. Man skal her være opmærksom på, at syv og ni millimeter dragter er meget varme om sommeren.
Sokker og handsker af neopren er også rare at have med, da man derved undgår at skære sig på rurer, muslingeskaller og lignende. Det er dog ikke strengt nødvendigt, og især handskerne kan undværes. Vil man investere i disse, så lyder anbefalingen herfra på fem millimeter sokker og tre millimeter handsker både forår, sommer og efterår. Handskerne må ikke være for tykke, da det ellers bliver ganske udfordrende at holde om harpunen eller håndspyddet.
Med hensyn til masken og snorklen vælger de fleste sort frem for gennemsigtig plast, da man derved undgår solens genskær i maskens glas.
Det bevirker, at man får et langt mere fokuseret syn gennem masken uden forstyrrende lys fra oven. Det skal her nævnes, at det kan være en fordel at barbere overskægget væk, hvis man har sådan et, da masken ellers vil få svært ved at slutte helt tæt under næsen.
Ser man på snorklen, kan den med fordel fastmonteres på masken, så den ikke forsvinder, hvis man skulle tabe den. Når man skal gøre sig bekendt med sin snorkel, er roligt vejr uden bølger klart at foretrække, da man derved stort set undgår at få vand ned i snorklen. Skulle det imidlertid ske, så er det nemmeste at puste kraftigt gennem snorklen, så vandet ryger ud.
Selve vejrtrækningen skal foregå roligt, så man ikke sluger det vand, der eventuelt måtte ende i snorklen. Derfor bør man øve sig med snorklen på lavt vand, hvor man hurtigt kan sætte benene ned på bunden, hvis man skulle komme til at sluge vand. Når man efterhånden behersker snorklingen på det lave vand, kan man begive sig længere ud, hvor man ikke kan bunde.
Kigger man nu på finnerne, skal de gerne være lange, så man skal arbejde mindre, når man vil have fremdrift. Neutrale farver vækker desuden mindre opsigt, så sorte, camouflagefarvede eller grålige finner har visse fordele.
Almindelige svømmefødder er altså ikke at foretrække, da de både er korte og ofte meget kulørte. De kan dog gå an til de første par dyk på lavt vand, hvor man blot skal tillære sig de basale færdigheder.
Vil man modvirke dragtens opdrift, så man kan dykke lidt ned, er et vægtbælte alfa og omega. En god tommelfingerregel er ét kilo belastning på bæltet per 10 kilo kropsvægt. Dette er dog kun en rettesnor.
Da musklers massefylde er højere end fedts massefylde, har man større opdrift jo højere fedtprocent, man er i besiddelse af, hvilket bevirker, at man skal smække mere vægt på bæltet for at komme ordentligt ned. Man bør dog gå langsomt frem, da for få kilo på bæltet er at foretrække i forhold til for mange kilo.
I begyndelsen kan man klare sig med en billig neoprendragt, et par neoprensokker, så man ikke skærer sig på muslingeskaller og lignende, en neoprenhætte, så hovedet ikke bliver nedkølet, en maske med en påmonteret snorkel, et håndspyd og eventuelt et par svømmefødder, hvis man vil svømme længere ture. Dette udstyr kan anskaffes for omkring 1500 kroner.
Den store pakke er derimod mere omfattende, og den indeholder typisk en undervandsjagtdragt (den afbillede er en todelt dragt med "long john"-underdel), neoprensokker, neoprenhandsker, lange finner, vægtbælte med passende belastning, kniv, maske, snorkel, bøje med påmonteret markeringsflag, drikkedunk (man mister meget væske på en tur), lygte til at oplyse huller og huler med, undervandskamera, stringer til fisk og sidst men ikke mindst fodtøj til de lange gåture på stranden. Dertil kommer harpunen, og den vil jeg nu komme nærmere ind på.
Dit våben
Om man i begyndelsen benytter sig af håndspyd eller harpun, er en smagssag. Håndspyddet har dog sine begrænsninger, da det kun kan anvendes til fladfisk. Harpunen derimod kan være bygget op på mange måder. Den kan være elastikdreven, fjederdreven, luftdreven eller gasdreven.
Den sidstnævnte type fordrer en våbentilladelse, og denne harpuntype er ikke relevant i Danmark. Langt de fleste benytter sig af elastikharpuner, da de er nemme at vedligeholde og håndtere.
Selve elastikharpunen er en videnskab i sig selv, men som nybegynder er en 75 centimeter elastikharpun med "closed muzzle" et rigtig fint udgangspunkt. Den er nem at lade, den kan gennembore alle fisk i de danske farvande og den er ganske handy, når man svømmer på lavt vand.
Harpuner er opdelt i længder, som henviser til, hvor kraftige de er. En 90 centimeter harpun kan løse alle opgaver i Danmark, men den er uhandy på lavt vand, og man risikerer at ødelægge sit spyd, hvis man rammer en sten. Til gengæld har man en lidt større træfsikkerhed på stor afstand (fire til seks meter). En kort 55 centimeter harpun er god, hvis man vil skyde fisk mellem sten, hvor man ofte kan komme meget tæt på. De fleste sværger til closed muzzle i begyndelsen. Det vil sige, at der forrest er monteret et beslag med et hul i, som fastholder spyddet på selve harpunen. Denne type harpun er nemmere og hurtigere at lade, og den giver generelt mindre besvær. Med open muzzle får man imidlertid en større træfsikkerhed, da spyddet løber mere frit på harpunen, når det sendes afsted mod en fisk.
Udover at den tidligere omtalte bøje er væsentlig for sikkerheden, kan den også kan bruges til opbevaring af fisk, actionkamera, ekstra harpuner og lignende, så man slipper for at svømme ind, hvis noget går i stykker. Så glem ikke den.
Tag afsted sammen
Som man ofte hører, så skal fede oplevelser deles. Det gør sig i høj grad gældende, når man dyrker undervandsjagt. Det er ganske enkelt en sublim oplevelse, når man kan dele ens passion for UV-jagt med en ligesindet. Det betyder tilmed, at chancen for succes er større under selve jagten, da to mand kan afsøge mere vand. Når først fiskene er fundet, kan man sammen koncentrere indsatsen om det gode område.
Eksempelvis er det oplagt, at man svømmer over vand af forskellig dybde, når man afsøger, da der kan være stor forskel på, hvor fiskene befinder sig de forskellige dage. Nogle gange finder man mange flotte fisk helt inde på lavt vand, hvorimod disse områder kan være fisketomme andre dage. I sådanne situationer kan man ofte finde fisk på dybere vand.
En anden væsentlig faktor i denne sammenhæng er motivationen forud for og under dykket. Det er ikke altid nemt at motivere sig selv til at komme afsted, hvis vejret ikke lige arter sig 100 procent. Her kan en god makker hjælpe gevaldigt på motivationen i forhold til at komme afsted. Man kan desuden nemt miste troen på, at der er fisk i området, hvis man ikke lige finder dem med det samme.
Men hvis ens makker pludselig holder en flot fladfisk frem, så er det meget svært ikke at blive ved lidt endnu. Måske er det bare et spørgsmål om, at man ikke har fået finindstillet øjnene endnu.
UV-jagt har langt hen ad vejen flere ligheder med jagt end med fiskeri, hvilket i sig selv burde være incitament for de fleste jægere til at kaste sig ud i denne fantastiske jagtform. Udstyret kan typisk anskaffes for 2000-8000 kroner, og der stilles kun krav om, at man er i besiddelse af et statsligt fisketegn. Derudover skal man naturligvis overholde gældende fredningstider, fredningszoner og mindstemål, så det er vigtigt at sætte sig ind i disse. Det er dog forholdsvis ligetil, hvis man sammenligner med de mange regler og tilladelser i forbindelse med jagt, og det bør derfor ikke afskrække.
UV-jagten er i udpræget grad givende for krop og sjæl, og den bringer de fleste nybegyndere lidt ud af deres komfortzone. Oplevelserne er unikke, og gang på gang overraskes man over skønheden og mysterierne, som gemmer sig under overfladen. Er det nu, du skal ud?
clj@jaegerne.dk