Loading

Palmesøndag d. 5. april 2020 i dalum kirke

Palmesøndag er indledningen til påskeugen. Dagen er opkaldt efter de palmeblade, man brugte til at hylde Jesus, da han red ind i Jerusalem.

Hellige Gud, vor Fader. Tak, at vi må træde frem for dig i tillid til, at du tager imod os. Vi kommer til dig som vi er med hverdagens glæder og sorger, sejre og nederlag i krop og sind. Vi kommer for at takke, lovprise og tilbede dig, for at åbne vore hjerter for dig, for at lytte til dig og finde glæde, håb og kraft til at leve som dine børn. Mød os på dette sted og velsign os.

Amen

Jesus på æslet på vej ind i Jerusalem

172 Se, vi går op til Jerusalem

Hør salmen med Dalum Kirkes Kantori:

1 Se, vi går op til Jerusalem ved hellige fastetide at skue, hvor Jesus Krist, Guds Søn, i synderes sted må lide.

2 Se, vi går op til Jerusalem. Hvem våger, til dagen bryder, og smager med Herren den smertens kalk, vor Fader i Himlen byder?

3 Se, vi går op til Jerusalem, til Frelserens kors og pine, til Lammet, som ofres for verdens skyld, for dine synder og mine.

4 Se, vi går op til Jerusalem, forklarelsens stad, den skære. Vor frelser har sagt os, at hvor han er, dér vil han, at vi skal være.

Paul Nilsson 1906. Helge Severinsen 1997.

Melodi: gammel svensk koralmelodi 1697, sats Poul Udbye Pock-Steen

Palmesøndags gudstjeneste 5. april 2020

Markusevangeliet kapitel 14 vers 3-9

Salvningen i Betania

Da han var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«

Jesus på krucifix i Dalum Kirke
Glædelig palmesøndag ønsker Dalum Kirke
Created By
Dalum Kirke
Appreciate

Credits:

Medvirkende: Sognepræst Dorthe Tofte-Hansen, organist Marie Kristine Løkke, Kantoriet, Tekninker og billedbehandler: Poul Pock-Steen og Tine Antonsen