Det er velkendt for de fleste, at en stærk kultur er svær at påvirke. Jagten er en sådan kultur, hvilket udmønter sig i en række udfordringer, når den etiske debat buldrer afsted. For er jægerstanden villig til at lytte til sin omverden og forstå sin position i samfundet? Lektor Jes Lynning Harfeld giver her sit besyv med.
Tekst og foto: Christian Lang Jensen
Jes Lynning Harfeld er lektor i anvendt filosofi ved Aalborg Universitet, hvor han i særlig grad beskæftiger sig med anvendt etik. Det vil sige, at han behandler etiske problemstillinger under praktiske omstændigheder. Her kommer jagten ind i billedet.
Jagten har han ved flere lejligheder beskæftiget sig med, og i 2016 var han medforfatter på bogen ”Jagt”, som belyser jagten fra mange perspektiver, og som undersøger jægeres og ikke-jægeres syn på jagt. Bogen tager afsæt i sociologiske, filosofiske og litterære betragtninger og er reelt set den første humanistiske forskningsbog på dansk om jagt.
Netop denne måde at belyse jagten på er væsentlig ifølge Jes Lynning Harfeld, da mange er af den opfattelse, at en jagtetisk diskussion grundlæggende set er forbeholdt jægere. Dette syn anfægter han, fordi jægernes ageren i naturen påvirker mange andre grupper i samfundet.
– Som et eksempel kan jeg fremhæve det faktum, at DOF og jægerne ikke altid har været helt enige. Det skyldes, at DOF’erne mener noget om jagten. De er interesserede i de samme forhold som jægerne, hvilket også gør sig gældende for DN og Dyrenes Beskyttelse, som er andre eksempler. Dermed vedrører den jagtetiske debat også mennesker udenfor jagtens verden, påpeger han.
Før vi dykker dybere ned i den jagtetiske debat, som vedrører og påvirker mange mennesker i den brede befolkning, er der et begreb, som er væsentligt at forstå ifølge Jes Lynning Harfeld.
Et antropocentrisk verdensbillede
Indtil begyndelsen af 1600-tallet var den generelle verdensopfattelse præget af det såkaldt geocentriske verdensbillede. Det indebærer, at jorden er centrum i universet, og at alt andet drejer omkring jorden. Men dette verdensbillede begyndte så småt at ændre sig, da Nicolaus Kopernikus præsenterede verden for det heliocentriske verdensbillede, hvor solen er i centrum, og jorden blot kredser omkring den som de øvrige planeter. Det faldt på daværende tidspunkt ikke i god jord hos alle. Siden da har videnskaben for længst bevist, at jorden blot er en lille uanseelig planet i et enormt univers.
Ikke desto mindre bærer mennesket fortsat præg af en forestilling om at være omdrejningspunktet for stort set alt her på jorden. Dette kaldes for antropocentrisme.
– Antropocentrisme er forestillingen om, at mennesket er det eneste værdifulde eller mere værdifuldt end andre ting i verden. Det er en arv, vi ikke altid er opmærksomme på, at vi har arvet. Det er mit udgangspunkt for at tale om etik i relation til natur og dyr og i forhold til jagt. Jagten er en praksis, som i sin essens handler om natur og dyr, og når man som jæger begiver sig ud i naturen, sker det med udgangspunkt i et antropocentrisk grundbillede, pointerer Jes Lynning Harfeld.
Netop denne verdensopfattelse oplever han i meget udpræget grad hos jægerne, hvilket gang på gang har ført ham tilbage til jagten. Han oplever, at der generelt set er noget ved den antropocentriske verdensforestilling indenfor jagtens verden, som er problematisk.
Hvad nu, hvis det antropocentriske verdensbillede, som visse jægere handler ud fra, hverken er sandt eller godt at have? Hvad vil det i så fald betyde for jagten? Kunne det betyde, at nogle typer af jagt bliver problematiske? Han fremhæver i denne sammenhæng former for jagt, hvor der både er status og økonomi på spil.
– Der er nogle jægere, som ikke forstår, hvorfor der eksempelvis bliver forgiftet og skudt rovfugle. Hvis man virkelig er overrasket over det, så er det, fordi man ikke har indset, at vi har en dybt kulturelt indlejret antropocentrisme i os. Det må vi forstå for at forstå den tankegang, der fører til rovfugledrab.
Et mere mildt eksempel på antropocentrisme finder man ifølge Jes Lynning Harfeld i måden, vi omtaler dyr på. Ord som kæledyr og arbejdsdyr dækker ikke over dyrets måde at leve på, men derimod henviser det til, hvordan vi opfatter det pågældende dyr. Det samme gør sig gældende, når vi jægere taler om skadevoldende vildt.
– Faktisk er alt vildt skadevoldende, men det, vi kalder skadevoldende vildt, er det, som antropocentrisk set udgør et problem, forklarer han.
Årsagen til at afdække denne måde at opfatte verden på, som vi i øvrigt alle bærer på i større eller mindre grad, er ifølge Jes Lynning Harfeld, at det er grundlaget for at kunne diskutere etik, som handler om natur og dyr.
De etiske spørgsmål handler netop om, hvordan vi bør behandle vores omgivelser og hinanden, og for at kunne det er vi nødt til at have et mere kritisk indblik i, hvordan vi tænker om den verden, vi har omkring os. Dybest set handler det om at opnå en forståelse for menneskets måde at se verden på for herigennem at kunne reflektere over egen praksis.
Hvordan bør vi debattere?
– Det er vigtigt at forstå for jægerkollektivet, at relationen til dyrene og naturen indgår i en lang række forskellige etiske debatter rundtomkring i samfundet. Den jagtetiske debat er ikke forbeholdt jægere. Her bør man som jæger være bevidst om, at der er andre, for hvem jagtetiske spørgsmål har stor relevans, lyder det fra Jes Lynning Harfeld, da der spørges til, hvordan jægerne bør agere i den offentlige debat.
Han påpeger, at hvis man vil opnå noget med sin praksis – i dette tilfælde jagten – er man nødt til at tilstræbe en levende samtale. Det nytter ganske enkelt ikke noget at feje andres holdninger af banen med henvisning til, at det blot er noget følelsesmæssigt pladder, der lukkes ud.
– I de mere end 10 år, jeg har fulgt jagtdebatten blandt jægere på forskellige medier, i forskellige udgivelser og i nyere jagtlitteratur, er der ikke for alvor blevet stillet spørgsmål ved selve jagten. Fordi der kun i meget ringe grad bliver stillet spørgsmål ved egen praksis, bliver tonen meget hård udadtil. Så bliver det hurtigt de andre mod os og os mod de andre, og her opstår de her sætninger som: Jeg vil gerne have en debat, men det skal være uden alt det følelsespjat, fortæller han.
Ifølge Jes Lynning Harfeld bør udgangspunktet for en debat være, at man er villig til at sætte spørgsmålstegn ved sig selv og sin egen praksis. Det kan for mange være nærmest identitetsudfordrende, men det er nødvendigt, hvis man ønsker at nå igennem til den, man debatterer med.
Når man oplever, at nogen er følelsesmæssigt engageret i et etisk spørgsmål, og at man forsøger at affeje det med begrundelsen, at det blot er en følelsesbetonet holdning, er det med stor sandsynlighed, fordi man ikke kan se verden derfra, hvor afsenderen står.
Det er ikke usandsynligt, at der er nogle faktuelle aspekter, som vedkommende ikke har styr på, men det ændrer ikke på, at den etiske overvejelse, som personen har gjort sig, er reel og berettiget. Ifølge Jes Lynning Harfeld bør man derfor tænke således:
– Når man møder en anden person, som tænker meget anderledes end en selv, og man har lyst til at sige: Hvad er det for noget følelsesmæssigt pladder? så bør man give sig selv noget tid til at reflektere over, om det grundlæggende set er OK det, man selv mener, forklarer han og fortsætter:
– Jagten bærer præg af en meget stærk kultur med en lang række indlejrede ritualer, som næsten er af åndelig karakter. Her er det min erfaring, at det er svært at stille spørgsmål ved disse – særligt når det kommer til etiske spørgsmål som: Bør vi gøre alt det, vi gør? Man bør være indstillet på, at etik ikke er noget, vi nødvendigvis bliver enige om. Dog kan man selv tilstræbe en levende samtale, som bærer præg af ordentlige argumenter. I denne sammenhæng er det ikke et ordentligt argument at sige: Sådan har vi altid gjort, eller sådan har vi aldrig gjort. Etikken er en levende samtale, men indenfor jagtens verden er denne samtale lidt død, må jeg sige.
Jagtetikken skal debatteres bredt
Når man ser på muligheden for etiske forandringer i et praksisfællesskab som jagten, så er der naturligvis mange elementer at tage højde for. Ifølge Jes Lynning Harfeld afhænger forandringer dog i særdeleshed af den normative styrke, som eksisterer indenfor den pågældende praksis. Med andre ord er etiske forandringer sværere at opnå, når kulturen er meget stærk som i jagtens verden.
Risikoen for at forfalde til at sige, at sådan har det altid været, eller sådan har vi aldrig gjort, er stor. Men er det så overhovedet muligt for fremtidens jægere at gøre op med den normativt prægede jagtverden, som eksisterer i dag? Det mener Jes Lynning Harfeld til en vis grad. Det fordrer dog, at man involverer sig i den debat, som sætter spørgsmålstegn ved jagtetikken.
– Indenfor enhver praksis, som er en minoritetspraksis, og som for rigtig mange mennesker indeholder nogle etiske dilemmaer, er man nødt til at være åben for debat. Man må ikke bare se det hele som en politisk magtkamp.
Han påpeger, at jægerne bør tage del i debatten internt såvel som eksternt. På nuværende tidspunkt ser han, at det i højere grad er jægerforbundet fremfor kulturen, som tager debatten, og det er der øjensynligt ikke den store effekt ved.
Dog kan jægerforbundet ifølge Jes Lynning Harfeld bidrage til at aktivere kulturen ved at arbejde for en bedre uddannelse af de danske jægere samt deltage i debatter, hvor andre naturbrugere indgår. Som et eksempel fremhæver han Naturmødet i Hirtshals.
Dertil kommer, at jægerforbundet til en vis grad kan hjælpe nye jægere med at tage de etiske samtaler op og skabe et rum, hvor der er mulighed for at sætte spørgsmålstegn ved egen praksis. Men i sidste ende skal kulturen i sin helhed udvikle sig for at følge med tidsånden, hvilket fordrer en åben jagtetisk debat i den brede befolkning, som jægerne tager del i.
– Samtalen om jagtetik bliver man nødt til at have i samfundet, og det kræver åbenhed overfor andre gruppers holdninger. Hvis vi skal kaste et blik på fremtiden for jagten, så tror jeg, man skal tænke på jagten som værende en del af den offentlige, etiske diskurs, afrunder Jes Lynning Harfeld.
Spørgsmålet er imidlertid, om vi jægere er indstillet på at lytte til og forstå vores omverden.
clj@jaegerne.dk
