Loading

Kunst i faciliteter HVORDAN BRUGER MAN KUNST I FACILITETER TIL AT STYRKE AKTIVITETER, TYDELIGGØRE RAMMER, UNDERSTØTTE MILJØER SAMT SKABE STEMNINGER?

VI HAR BESØGT TRE FORSKELLIGE FACILITETER, HVOR KUNST OG ARKITEKTUR TALER SAMMEN, FOR AT FÅ NOGLE SVAR PÅ, HVORDAN DET KAN GØRES.

Bevægelseshuset i Gellerup

Den 8. december 2021 blev Sport og Kulturcampus i Gellerup indviet. Bevægelseshuset bliver sammen med et bibliotek, et kunstcenter, et beboerhus og et udeområde et nyt samlingssted for bydelens beboere og resten af Aarhus.

Bevægelseshuset i Gellerup er en fritidsfacilitet, der er flerfunktionel, robust og stemningsfuld på en gang. Huset henvender sig til foreningslivet og de selvorganiserede, for der er højt til loftet, fokus på fællesskabet og plads til udfoldelse.

Der er farver på gulve, vægge og lofter som inviterer til bevægelse og oplevelser, og det skal der nok komme masser af i det store bevægelseshus, når dans, rap, gøgl, fodbold, nycirkus og klatring indtager stedet.

Kunstneren Malene Bach har arbejdet med arkitekturen i faciliteten med farver som det primære redskab. Malene Bach har med sit in-situ værk udforsket og undersøgt rummenes potentialer og kvaliteter.

...........................................................................................................................................................

Søsporten i Aarhus

I bunden af Aarhus Lystbådehavn ligger Søsporten, der huser tre lokale klubber, nemlig Aarhus Roklub, Sportsdykkerklubben KVAK og Aarhus Kano og Kajak Klub. Søsporten er et nytænkende projekt, der forener transformation, social bæredygtighed og kunst.

I Søsporten forbinder kunsten fortiden med fremtiden gennem en række værker, farvesætninger og stemninger. Alt sammen for at skabe et nyt maritimt mødested for hele Aarhus.

Samtidskunstneren Lasse Krog Møller arbejder med arkiverings- og systematiseringsdiskurser i sin kunst, blandt andet gennem installationer, fotos, tegninger. Lasse Krog Møller skal løse den kunstneriske opgave i Søsporten, og det gør han blandt andet ved at genbruge nogle af de gamle friser og skabe stemninger gennem farver, for på den måde at indramme facilitetens identitet.

...........................................................................................................................................................

Lokale og Anlægsfondens domicil i Nyborg

I Lokale og Anlægsfondens domicil i Nyborg har vi sammen med kunstneren Malene Bach undersøgt, hvordan kunst som indretning kan understøtte det faglige miljø og bidrage til en særlig stemning på vores arbejdsplads.

Malene Bach arbejder med det stedspecifikke, det koloristiske og det arkitektoniske rum, hvor farver er en konstant kilde til energi, kraft og motivation. Malene Bach har udfordret den gamle remisebygning i Nyborg og Lokale og Anlægsfonden har fået et funktionelt kontor, der kan bruges på mange forskellige måder.

Malene Bach har gennem farver, tekstil og et kæmpe møbel, lavet en opdeling i det store lokale, så rummet kan bruges på flere forskellige måder. Det betyder, at sekretariatet kan arbejde i den ene ende, mens der i den anden ende, afvikles konferencer og events. Rummet er stort og råt, og væggene i lokalerne står ubehandlede, mens lys, tekstil og farver er med til at bidrage med et sanseligt lag til rummet.

“Gennem farvesætning og tekstil har Malene Bach arbejdet med stedet og arkitekturen. Naturligvis har der været tekniske og funktionelle krav at tage hensyn til men dem har vi forsøgt at bruge, så at de bidrager til at skabe liv og bevægelse i huset, og giver sekretariatet, samt besøgende, mulighed for, at opleve huset på nye måder,” fortæller Anna Hassel, arkitekt i Lokale og Anlægsfonden.