Er jagtetikken fulgt med tiden?

Et udvandet begreb

Ifølge seniorforsker ved Aarhus Universitet Hans Peter Hansen er begrebet jagtetik blevet en floskel, som mange jægere benytter sig af uden egentlig at reflektere over substansen af begrebet.

– Jagtetik dækker over flere forskellige ting. Når jægere taler om jagtetik, anvendes begrebet meget bredt, og måden det bruges på, fastlåser jagtkulturen i nogle normer, som ikke er fulgt med tiden, påpeger han og fortsætter:

– Når man tager jagttegn, løftes jagtetikken ofte op som noget helligt og ikke mindst vigtigt, uden man får forklaret, hvad etik egentlig er for en størrelse.

De færreste, som har begivet sig ind i jagtens verden, er i tvivl om, hvor mange normer og traditioner, som knytter sig til jagten. Man kan eksempelvis fremhæve uskrevne regler som, at haren ikke skydes i sædet, og at fuglevildt ikke skydes på jorden. Omvendt anses det for særligt beundringsværdigt at dublere vildt eller at mestre de høje fasaner.

Men er disse traditioner egentlig i tråd med den tidsånd, som eksisterer i dag?

– Der er flere eksempler på normer inden for jagtens verden, som ikke er fulgt med tiden. Hvorfor må man eksempelvis ikke skyde haren i sædet? Det er jo netop langt sikrere at skyde den i sædet frem for, når den spæner afsted. Dengang denne norm opstod, handlede det om, at vildtet skulle have en chance, og derfor måtte man ikke skyde haren i sædet eller fuglen på jorden. Her må man sige, at denne praksis ikke hænger sammen med de værdier, der gælder i dag. Vi har – som fællesskab – flyttet os siden da, pointerer Hans Peter Hansen og uddyber:

– Der er en fare for, at etikken bliver noget, vi pryder os med uden egentlig at tænke over, hvad det er, vi taler om. Der, hvor, jeg synes, etikken giver mening, er, hvor den bliver et redskab til at forstå, hvorfor vi gør, som vi gør, og om det er hensigtsmæssigt.

Hans Peter Hansen ser det som en faldgrube, når etikken udvikler sig til en tradition, som medvirker til at fastlåse en praksis, der ikke nødvendigvis er hensigtsmæssig og som der ikke længere sættes spørgsmålstegn ved.

– Jeg synes egentlig, vi skal holde op med at tale om jagtetik, da det hurtigt bliver for bredt et begreb. Det er i min optik bedre at tale om etik i forhold til en konkret praksis – i denne sammenhæng jægernes jagtpraksis. Det kan være vores praksis i forhold til, hvordan vi opfører os over for hinanden, den måde vi interagerer med naturen på, den måde vi slår ihjel på eller den måde hvorpå vi anvender det, vi slår ihjel. På den måde bliver etikken konkret og ikke noget, som blot konserveres.

Dydsetikken

Vender vi tilbage til de tre skoler inden for etikken, kan man tage udgangspunkt i nytteetikken. Denne retning handler om, hvad der er bedst for de fleste i en given sammenhæng. I forhold til jagten kan nytteetikken bruges til at drøfte, både hvad der er bedst for jægerne som gruppe, og om jagten bidrager med noget godt eller skidt i forhold til samfundet som helhed.

Dernæst er der pligtetikken, som belyser, hvad man bør gøre, og hvad man ikke bør gøre. Hans Peter Hansen ser en fare ved denne etiske skole, da der en risiko for, at den bliver en moraliserende hammer, som vi kan bruge til at slå hinanden oven i hovedet med.

– Udover at det er fornuftigt, at vi generelt opfører os ordentligt over for hinanden og naturen omkring os, så lever vi i et retssamfund. Af samme grund har jeg det lidt svært med begrebet ’jagtetiske regler’. Vi skal passe på med at forveksle etikken med lovgivning.

Sidst men ikke mindst er der dydsetikken, der så at sige tilføjer endnu et lag til etikken. Denne retning beskæftiger sig med, hvordan man som menneske opnår det gode liv.

– Jeg mener, dydsetikken er et interessant værktøj, da etikken her bruges som et redskab til at navigere imellem forskellige idéer. Jeg synes, der her ligger en etisk praksis, som jægerne kunne gå mere aktivt ind i. Jagten er – hvad enten man kan lide det eller ej – kontroversiel i et moderne samfundsmæssigt perspektiv. Jægerne kunne med fordel gå mere aktivt ind i de etiske diskussioner, som knytter sig til jagten, og dermed være med til at udvikle naturopfattelsen for de mennesker, som ikke går på jagt og som måske ikke forstår jagten.

Hans Peter Hansen ser et stort potentiale i, at vi jægere indgår i en diskussion om etik i relation til jagten, da jagten kan fungere som en modvægt til den fremmedgørelse over for naturen, som er opstået i det moderne samfund.

– Mange ved ikke, hvor maden kommer fra, hvordan den er produceret, hvad de miljø- eller arbejdsmæssige omkostninger har været eller er og så videre. Lige præcis her har jagten og jægerne en mulighed for at spille en rolle ud over sig selv ved at blive en modvægt til denne fremmedgørelse, siger han.

Mange jægere gør netop en ihærdig indsats for at præsentere venner, familie og bekendte for jagtens mange facetter, og når man som jæger inviterer på jagtmiddag, er det en måde, hvorpå jagten overskrider sig selv og mindsker fremmedgørelsen. Mens vildtet nydes ved middagsbordet, er det oplagt at berøre væsentlige spørgsmål om liv og død, bæredygtighed, menneskers relation til naturen og ikke mindst erkendelsen af, at vi som mennesker selv er en del af naturen.

Det er netop spørgsmål, som også giver mening for ikke-jægeren. Denne form for samtale kan med fordel løftes højere op på den samfundsmæssige dagsorden. Hans Peter Hansen mener i denne kontekst, at det er risikabelt for jagtens fremtidige rolle, hvis ikke jægerne i højere grad selv er med til at drøfte disse etiske spørgsmål.

– Hvis ikke jægerne er i stand til eller vover at formidle deres erfaringer og etiske overvejelser ud til befolkningen, så tror jeg, at jagten mister sin samfundsmæssige berettigelse. Det er essentielt, at jægerne er villige til at gå ind i nogle af de etiske drøftelser. Hvorfor gør vi, som vi gør, og er det rigtigt, det vi gør? Her er det også afgørende, at jægerne er selvkritiske og villige til at justere deres egen praksis.

Et ben i to lejre

For at forstå den etik, som præger mange danske jægere, er det vigtigt at have indsigt i, hvor de danske jagttraditioner stammer fra, og hvordan de er opstået. For selvom den nordiske jagtkultur, hvor kødjagten er central, også er en del af den danske jagtkultur, så er danske jægere i mindst lige så høj grad præget af den franske, tyske og engelske jagttradition, som må betegnes som en mere aristokratisk jagttradition.

Til denne aristokratiske jagttradition knytter sig eksempelvis trofæjagten og den mere sportslige og præstationsprægede tilgang til det at gå på jagt. Netop her opstår imidlertid en udfordring i forhold til jagtens anseelse i det moderne samfund.

– Nogle gange bliver jægerne fremhævet som nogle, der nyder at slå ihjel, og jeg tror, det har et gran af sandhed i sig i den forstand, at vi i Danmark står med et ben i to fundamentalt forskellige jagtkulturer. På den ene side har vi foden begravet i den skandinaviske kødjagt, hvor man går på jagt for at få vildt på bordet. Det er også for mange danske jægere et primært motiv for at gå på jagt. På den anden side har vi den fransk-tysk-engelsk inspirerede aristokratiske jagt, hvor det handler om det symbolske og ikke mindst nydelsen ved det sportslige i eksempelvis at skyde høje fasaner. I denne jagttradition er brugen af det, man skyder, mindre betydningsfuldt. ’Sportsjagten’ har imidlertid en meget lav status i den generelle befolkning i forhold til de samfundsnormer, der gælder i dag. Her må man sige, at der er nogle modsætninger i vores jagtkultur, som vi gør klogt i at diskutere. Vi er nødt til at stille os selv spørgsmålet: Hvad er den gode jagt? Ikke kun for os selv som individer, men også i forhold til resten af samfundet, lyder det fra Hans Peter Hansen.

Han forklarer, at der er lavet undersøgelser, der viser, at jagter med store grupper af jægere som eksempelvis går på klapjagt har en relativt lav status i befolkningen, hvorimod den enkelte jæger, der går med sin hund og en kammerat nærmest romantiseres af ikke-jægere.

Det store spørgsmål er så, om vi jægere er i stand til at udvikle os i takt med den herskende tidsånd, som til en vis grad ikke stemmer overens med den jagtkultur, som præger jagten i dagens Danmark?

Kan vi sikre jagtens legitimitet?

Hans Peter Hansen mener, at man groft sagt kan tale om to strategier i forhold til at sikre jagtens legitimitet i fremtiden. Den ene går ud på, at jægerne forsøger at gå under radaren og undlader at sætte sig selv i spil. Den anden strategi bygger på det modsatte. Her handler det i stedet om at gå ind i den etiske diskussion og at tilstræbe transparens.

– Jeg mener, jægerne bør være transparente omkring det, de gør som jægere og lade være med at bilde sig selv og befolkningen noget andet ind. I stedet for bør jægerne arbejde på at gøre det på den mest rigtige måde og ikke bare gøre, som man altid har gjort. Det at bruge jagtetik som et redskab til refleksion er i denne sammenhæng helt centralt, forklarer han og uddyber:

– Vi må erkende, at vi lever i en verden, hvor kommunikationen sker med en hastighed, som vi aldrig har set før. Der vil hele tiden opstå nye spørgsmål, som vi er nødt til at forholde os til. Eksempelvis, tror jeg, at fodring vil komme under pres de kommende år, og her handler det om at tage diskussionen up front og også internt. Udover vi har forskellige jagttraditioner og dermed også nogle forskellige interesser, så er jagtkulturen som helhed forankret i en praksis, som er blevet til over tid. Jeg plejer at sige, at kultur er praksis over tid. Gentager vi den samme praksis over længere tid, så bliver det hen ad vejen til kultur. Kultur er dog vanskeligt at forandre, fordi vi ofte ser det på den måde, at ’sådan har vi altid gjort’, og vi glemmer at spørge os selv, om det rent faktisk giver mening i dag.

Han påpeger dog, at man ikke kan forvente, at kulturen ændrer sig fra den ene dag til den anden. Samfundsmæssige værdier forandrer sig meget hurtigere end den kulturelle praksis, og derfor må man ifølge Hans Peter Hansen væbne sig med tålmodighed. Samtidig understreger han vigtigheden i at se etik som noget foranderligt, der udvikler sig over tid.

– Etik er en proces. Det er i hvert fald sådan, jeg mener, vi kan få mest ud af at tale om etik. Etikken skal udfordre vores praksis, og grundlæggende set tror jeg ikke, at jagten kan overleve, hvis ikke jægerne er i stand til at overskride sig selv og egne interesser. Lukker jægerne sig om sig selv, så tror jeg, det bliver vores undergang. Jægerne bør efter min mening i højere grad tænke i, hvad de kan bidrage med til resten af samfundet, lyder det afslutningsvis fra Hans Peter Hansen.

Meget tyder på, at den danske jægerstand bærer sin egen skæbne mellem hænderne, og den etiske diskussion kan meget vel blive afgørende for, om jagten formår at følge med tidsånden.

clj@jaegerne.dk