Tænk hvis det her var en cykelgade…
Visionsplanen for Fælled til strand forbindelsen foreslår, at den smalle del af Peder Lykkes Vej mellem Englandsvej og Amagerbrogade i fremtiden omdannes til en cykelgade, hvor bilerne er gæster og cyklisterne og de gående har fortrinsret.
Nye grønne lommer og opholdsmuligheder kunne gøre det mere trygt for gadens mange skolebørn - og rarere for dig at opholde dig i gaden - og samtidig virke hastighedsdæmpende for gadens biltrafik.
Mere bynatur i gaden...
I fremtiden kan de nuværende træer suppleres med mindre blomstrende træer og buske i form af fx Japansk kirsebær, Bærmispel, Syren og diverse frugttræer.
Det kan tiltrække insekter og tilgodese fugleliv i gaden. De mindre flerstammede træer og større buske vil derudover medvirke til begrænsede oversigtsforhold for bilister, hvilket naturligt vil sænke trafikhastigheden og øge trafiksikkerheden for bløde trafikanter og kvarterets beboere.
Træerne kan suppleres af en bunddækkende beplantning af blomstrende stauder fra forår til efterår, hjemmehørende urter, stedsegrønne staudegræsser og blomstrende løg.
Mosaik til cykelgade..
Mosaikbelægningen på den smalle del af Peder Lykkes Vej kan tilpasses til en cykelgade, hvor gaden brolægges med chaussésten og cykel- og kørezonen markeres.
Lommer til beplantning og ophold kan etableres i relation til chausséstensbelægningen. Kant-, sikkerheds- og opholdszonen kan markeres af rødlige fliser, som vil stå i taktil og farverig kontrast til brolægningen og give plads til ophold, mødesteder, parkering og leg i forbindelse med skolen.