“Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv.”
Du har højest sandsynligvis hørt det før. Du har hørt det citeret, fejlciteret, analyseret, fortolket og fortalt. Eller også har du ikke, men i så fald er det på høje tid. Hvis det nu er første gang, du støder på det, vil jeg råde dig til at læse det igennem et par gange mere, trække vejret dybt og så erkende og acceptere at du ikke umiddelbart forstår det på første forsøg. Men frygt ej, det kommer du til! Og hvis du går fra denne læseoplevelse, med bare en lille smule forundring over tilværelsen, selvet og forholdet, ja så har du forstået selve essensen af essayet, og så er du på rette vej.
Men hvorfor er det overhovedet at det i dag, hele 171 år efter at den danske filosof, Søren Kierkegaard, udtalte disse senere så debatterede ord, stadig relevant? Det vil jeg forsøge at få dig, kære læser( og mig selv for den sags skyld), til at forstå eller i hvert fald blive klogere på.
Det er, hvis du spørger mig, essentielt for vores forståelse af selve livet, at vi forholder os til denne kierkegaardske livsfilosofi, hvad enten det er den “rå og upolerede” version som den, der bliver beskrevet i flere af hans værker eller en formidlet version, der er tilpasset til det sekulære samfund vi lever i. Men sagens kerne er, i begge scenarier, at vi er nødt til at bevæge os væk fra stadiet, hvor vi er, hvad Kierkegaard ville omtale som en spidsborger, og over og finde balancen mellem det etiske jeg og det æstetiske jeg. For hvornår er man et helt menneske og hvornår er man bare til?
Personligt kan jeg selv have svært ved, at forholde mig til noget skrevet på Kierkegaards tid, fordi det meget lægger op til de religiøse aspekter i livet, og da jeg ser mig selv som ateist, eller måske allerhøjest kulturkristen, er der derfor nogle dele af den gamle filosofi, der ikke stemmer overens med min opfattelse af verden. Af netop denne grund har jeg enormt godt kunne lide den moderne filosof, Svend Brinkmanns, fortolkning, der er rettet til den nutidige sekulære læser. Her tager han udgangspunkt i ordet kultur, som skifter plads med ordet ånd. For han mener nemlig, at det er kulturen, der skaber os og vores forhold til os selv. Han udtaler blandt andet: ”Selvet skal ikke realiseres, men det skal dannes i relation til noget andet end sig selv, nemlig de historisk opbyggede traditioner for menneskelige sameksistens, der strukturere vores interaktioner” Så måske er vi slet ikke så unikke og selvstændige, som vi går og tror. Skylder vi i virkeligheden vores selvopfattelse til andre? Og er selvet så i det hele taget et forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det nærmere et forhold, der forholder sig til omverdenens forhold til en selv?
Hvilket leder mig over til mit næste punkt; selvrealisering og oplysning.
“Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at bruge sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglede beslutsomhed og mod til at bruge den uden en anden ledelse. Sapere aude! Hav mod til at bruge din egen forstand! Er altså oplysningens valgsprog. Dovenskab og fejhed er årsagerne til, at så stor en del af menneskene, efter for længst fra naturens side at være erklæret fri for fremmed styrelse, alligevel gerne forbliver umyndige”
Sådan udtalte den tyske filosof, Immanuel Kant, da han blev spurgt om hvad oplysning er. Citatet stemmer, for mig at se, godt overens med Platons hulelignelse, der som bekendt handler om at det menneske, der følger den slagne vej, også kendt som spidsborgeren, sidder nede i en hule og kun ser det, som samfundet lader det se. Her handler det så om at komme væk fra hulen og op i lyset og dermed blive oplyst og et “helt menneske”. Altså som Kant siger: “Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed” Men her støder vi ind i et nyt problem. For kan man blive for oplyst? Kan man blive så optaget af sin egen selvrealisering og det at komme væk fra hulen, at det går over og bliver rent ud sagt selvoptagethed? Egoisme? Har moderne såkaldt praktisk-terapeutiske psykologi gået hen og gjort os til et narcissistisk samfund? Og hvad kan vi i så fald gøre for at forhindre dette, samtidig med at vi vedligeholder et åndsfyldt samfund? Kan man overhovedet selvrealisere på altruistisk vis?
Jeg tror, at det kunne være godt, til at starte med, at tage fat i den her “instrumentaliseringskultur”, der rent ud sagt suger ånden ud af livet. Altså den kultur, hvor man hele tiden sætter sig selv og sin egen selvrealisering først og kun gør ting, fordi man skal have noget ud af dem og så hurtigt videre. Man glemmer den egentlige mening med livet, hvis alt bliver instrumentaliseret, og derfor tror jeg, at man skal øve sig på at gøre ting, som man ikke som sådan i en materiel forstand får noget ud af. Det lyder måske som lidt af et paradoks, at man skal gøre noget meningsløst for at skabe mening, men jeg tror det er uhyre vigtigt at kunne gøre.
Men for at vende tilbage til et af de spørgsmål, der har interesseret mig mest, nemlig: “Hvornår er man et helt menneske og hvornår er man bare til?”
Jeg har tænkt længe over dette spørgsmål. Jeg har grublet og grublet. Vendt og drejet det, til min hjerne var ved at koge over. Men der findes ikke nogen opskrift på det hele menneske. Dog er der alligevel nogle ting, der gør, at vi er godt på vej til denne helhed vi søger. Det, der adskiller os mennesker fra dyrene er netop, at vi forholder os til verden, sætter spørgsmålstegn ved ting og er refleksive. Vi kan styre vores impulser ved at opveje dem mod hinanden, og vi kan se os selv udefra. Så når vi tager og forholder os til os selv fra et andet perspektiv end blot det legemlige, når vi reflekterer over livet, når vi tør gå væk fra “hulen” og når vi får en sådan forståelse for ånd og selvet ja, så er vi vel hele mennesker.
For at opsumere; som Svend Brinkmann selv beskriver i bogen “Ståsteder” fra 2016, er selvet en refleksiv proces. Altså noget, der sker over tid og som kræver evnen til at se og forholde sig til sig selv, også gennem andres øjne. Men husk nu, at der er en hårfin grænse mellem selvrealisering og selvoptagethed, og du bliver altså ikke lykkeligere af instrumentalisering, for det er noget af det mest åndsløse, der findes.