RedderLIV - 6. udgave onsdag den 16. februar 2022 præsenterer Reddernes Fagforenings nye strategi
Kære medlemmer
Reddernes Fagforening er kommet godt ind i 2022. Vi betaler nu medlemmernes autorisationer, vi giver nye medlemmer tre måneders gratis fagforening indtil sidste dag i marts måned, vores politiske arbejde er synligt, vi bliver inviteret til møder med både arbejdsgivere og politikere, og vi har etableret samarbejde med både patientforeninger og afgørende stemmer inden for det præhospital område. Det giver resultater. Vi er blevet 15 procent flere medlemmer, og vi stiger fortsat i antal måned for måned.
Den nye bestyrelse er godt på plads, og vi har et tæt og godt samarbejde internt i bestyrelsen. Her i årets første udgave af RedderLIV glæder vi os over at kunne præsentere vores nye Strategi 2022-2026, som bliver vores ledetråd for alt arbejde i Reddernes Fagforening de næste fire år.
Strategiens hovedmål er politisk indflydelse, brancheoverenskomst og flere medlemmer. Læs de vigtigste uddrag af vores strategi her. Du kan også læse om situationen for reddere i Nordjylland og effekten af at afholde sig fra at tage ekstravagter.
Bestyrelsen i Reddernes Fagforening
Synes du om vores nye strategi og overvejer medlemskab, så klik:
RF fik møde med Falck-toppen
Falcks administrerende direktør og HR direktør mødtes med Reddernes Fagforening for at svare på RF's anmodning om større tillæg for ekstravagter. Selvom RF ikke fik sine ønsker opfyldt, ser vi mødet som første skridt på vejen til at opnå dialog med arbejdsgiver og på sigt få langt mere indflydelse på både ambulancereddere og ST-redderes arbejdsvilkår. Formand Kim Volder Hammershøj og bestyrelsesmedlem Bent Holst Sørensen fra RF fik en god dialog med Falck-toppen, som var lydhør.
Reddernes Fagforening har anmodet Falck om at betænke privatansatte reddere, da offentligt ansatte reddere har fået ekstra midler fra regeringens vinterpakke. Vi har fredag den 4. februar haft et møde med Falcks administrerende direktør Jakob Riis og HR direktør Elisabeth Milton, hvilket understreger vores udvikling som ny fagforening: Vi kommer i dialog med arbejdsgiver. Den udvikling agter vi at fortsætte.
"Vi synes, at Falck skal bruge penge på redderne, så de bliver i job, og ambulancerne kører til tiden frem for på betaling af bod, fordi for mange ambulancer står stille landet over."
Vi argumenterede for vores sag og fortalte blandt andet Falck, hvad de offentligt ansatte reddere får i tillæg for at tage ekstra vagter. Vi gav tilkende, at vi synes, at Falck skal bruge penge på redderne, så de bliver i job, og ambulancerne kører til tiden frem for på betaling af bod, fordi for mange ambulancer står stille landet over. Vi fik også lejlighed til at dele et par af vores bekymringer for faget med Jakob Riis og Elisabeth Milton.
Vi fortalte dem om vores syn på uddannelse og om vores mål om at forhandle brancheoverenskomst. Begge var lydhør over for både Reddernes Fagforening og over for reddernes udfordringer. Vi følte os anerkendt som en vigtig politisk spiller på det præhospitale område. Vi er glade for at have fået en god dialog med administrerende direktør Jakob Riis – en dialog vi agter at opretholde som en konstruktiv politisk part på det præhospitale område.
Foto: Jakob Riis, administrerende direktør i Falck. Pressefoto
Ekspert: Én overenskomst er en mulighed
Ifølge en arbejdsmarkeds-forsker fra Aalborg Universitet, så er en brancheoverenskomst en mulighed, når der skal forhandles bedre løn og arbejdsvilkår for en mindre faggruppe som fx reddere. Det glæder Reddernes Fagforening, netop som den lancerer sin nye strategi.
En brancheoverenskomst er en umulighed." "Redderne er helt afhængige af sammenhold med andre faggrupper". "Arbejdsgiver tager os aldrig alvorligt - vi er for få". Det er blot nogle af de argumenter, som er blevet smidt på banen, når traditionelle fagforeninger har diskuteret Reddernes Fagforening.
Det har de traditionelle gjort lige siden den dag for snart fire år siden, hvor Reddernes Fagforening blev til, og en gruppe på over 400 reddere skrev historie, da den som en af de første faggrupper brød med et hundrede år gammelt fagforeningssystem, der var begyndt at modarbejde mindre medlemsgruppers interesser.
"Det er et problem for nogle faggrupper, at deres interesser kan risikere at drukne som medlemmer af store fagforeninger, hvor store faggrupper bestemmer," siger arbejdsmarkedsforsker.
Ifølge en forsker har de mange påstande ikke nødvendigvis hold i virkeligheden. Arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet mener, at en brancheoverenskomst kan give en mindre faggruppe bedre vilkår på sigt.
"Det er et problem for nogle faggrupper, at deres interesser kan risikere at drukne som medlemmer af store fagforeninger, hvor store faggrupper bestemmer," siger han.
Reddernes Fagforening - en ny model
Han følger med på sidelinjen i udviklingen af Reddernes Fagforening, som ifølge ham er et interessant projekt, som kan bryde med nogle af de principper, som fagbevægelsen har bygget op i forhold til den danske model.
"Det bliver interessant at se, om redderne formår at få forhandlingsretten til deres helt egen overenskomst uden om andre faggrupper," siger Laust Høgedahl.
Og han udelukker ikke, at det kan ske, hvis Reddernes Fagforening formår at få nok medlemmer.
"De store fagforeninger vil nok gøre deres for at holde på forhandlingsretten, men hvis en faggruppe har nok sammenhold, så kan de jo gøre krav på forhandlingsretten, men det handler om, hvem der er den ’legitime part’. Det betyder i bund og grund den fagforening, der har flest medlemmer og overenskomster på området," siger Laust Høgedahl.
Formand tror på det
Det glæder formanden for Reddernes Fagforening, at forskere kan se idéen i en brancheoverenskomst som en løsning for mindre faggrupper, der er presset på arbejdsvilkårene i store fagforeninger, der ikke kan forhandle overenskomster, som passer godt nok til faggruppen.
"Vi har netop lanceret en ny strategi, og i den går vi benhårdt efter ikke kun brancheoverenskomsten, men også politisk indflydelse, som skal komme fra vores fokus på faglighed, uddannelse og ambulancereddere og ST-redderes nytte for samfundet," siger Kim Volder Hammershøj, formand for Reddernes Fagforening.
Ud over en brancheoverenskomst og fokus på flere medlemmer er uddannelse og kompetencer en central del af strategien.
"Jo bedre uddannede og jo flere kompetencer vi har både som ambulancereddere og som ST-reddere, des mere værd er vi for samfundet og dermed også for arbejdsgiverne," siger Kim Volder Hammershøj.
Uddannelse giver værdi
Det er blandt andet den værdi, som skal give ambulanceredder og ST-reddere indflydelse på og forbedre deres egne vilkår, påpeger han.
"Arbejdsgiverne vil se Reddernes Fagforening som en kompetent forhandlingspartner, når de kan se den værdi, som vi skaber for samfundet og for dem," siger Kim Volder Hammershøj.
Han påpeger, at det samtidig er noget, som de store fagforeninger ikke kan stille op med, fordi de er så store med så mange faggrupper, at deres fokus på faglighed og værdiskabelse risikerer at blive for vagt til, at arbejdsgiver kan se merværdien.
Reddernes Fagforening har lanceret den nye strategi i februar 2022 og arbejder på at få flere af målene igennem over de næste fire år.
Reddere i Nordjylland kæmper for fratrædelsesgodtgørelse -har nægtet ekstra vagter - nu får de bonus
Redderne i Nordjylland har kæmpet for at få deres fratrædelsesgodtgørelse ved hjemtagelsen fra Falck til regionen. Responstiden er steget, men de har ikke fået fratrædelsesgodtgørelsen. Til gengæld har alle reddere inklusiv elever og ST-reddere fået en bonus på 30.000 kroner. Det glæder flere reddere sig over.
I Nordjylland har flere ambulancer stået stille siden oktober. Der har ikke været mandskab nok. For redderne har siden oktober ikke taget ekstravagter. De ville have den fratrædelsesgodtgørelse, de mener, at de har ret til fra Falck i forbindelse med hjemtagelse af ambulancedriften til regionen.
Reddernes Fagforening har talt med vores anonyme kilder i Nordjylland. De fortæller, at alle reddere på et stormøde i Nordjylland i oktober aftalte ikke at tage ekstravagter, før de fik en fratrædelsesgodtgørelse af Falck i forbindelse med hjemtagelsen til regionen.
Det har betydet, at alle redderne inklusiv ST-reddere i Nordjylland den 10 februar i sidste uge fik tilbudt en bonus på 30.000 kroner. Den har de sagt ja til.
Falck lokker med ekstra tillæg
Responstiden i Nordjylland steg med hele to minutter på akutkørsler, fordi redderne ikke ville tage ekstravagter ud over den arbejdstid, de er forpligtet til i deres kontrakter. Det har fået Falck til at lokke redderne med store tillæg for at tage ekstravagter og bonus.
"Det er et problem for nogle faggrupper, at deres interesser kan risikere at drukne som medlemmer af store fagforeninger, hvor store faggrupper bestemmer," siger Christian Stigaard, bestyrelsesmedlem i Reddernes Fagforening.
"Det er fint, at man betaler redderne tillæg for at tage ekstravagter og giver dem en bonus, som redderne har kvitteret glædeligt for ved at indgå en aftale med Falck," siger Christian Stigaard, bestyrelsesmedlem med ansvar for organisering i Reddernes Fagforening.
"Vi synes dog fortsat, at Falck bør betale gode ekstra tillæg, når reddere tager ekstravagter, uanset hvor i landet redderne arbejder ekstra," siger han.
Uholdbart system
Et system har svært ved at hænge sammen i længden, hvis det hovedsagligt bygger på, at reddere bliver nødt til at at tage ekstravagter ud over de 37 timer for at få deres økonomi til at hænge sammen.
"Ambulancedriften i hele landet hænger kun lige sammen, fordi redderne tager ekstravagter for at få en rimelig økonomi ud af at arbejde. Det system er uholdbart i længden. Det bryder simpelthen sammen, når systemet belastes mere end normalt," siger Christian Stigaard.
Arbejdsgiver bør selvfølgelig altid betale reddere godt for ekstraarbejde. Men det er mindst lige så vigtigt, at redderne belønnes for 37 timer og får gode arbejdsvilkår, så flere gerne vil være reddere og bliver i faget. Det giver et stabilt system. Reddernes Fagforening mener det kan sikres bedst med en brancheoverenskomst.
"Dermed bliver systemet mindre følsomt over for store belastninger som fx pandemier eller store generationer, der går på pension," siger han.
Sammenhold giver styrke
Ifølge ham har situationen i Nordjylland vist, hvad redderne kan komme igennem med, når de tør stå sammen.
"En sådan styrke har vi alle brug for i fremtiden, når vi skal kæmpe for én overenskomst og bedre arbejdsvilkår og lønninger på sigt," siger Christian Stigaard.
Det vil være et af de mange redskaber, som kan hjælpe Reddernes Fagforening med at gennemføre den nye strategi, som den har lagt for de næste fire år.
"Der er mange redskaber, der kan give os politisk indflydelse. Vi er en fagforening, der tænker i løsninger, som gavner først og fremmest vores medlemmer. Men kan vi foreslå løsninger, som arbejdsgiverne også har interesse i, så er det nemmere at komme igennem med politisk indflydelse og i sidste ende bedre arbejdsvilkår," siger Christian Stigaard.
Han vil fremadrettet stå for at få organiseret medlemmer i Reddernes Fagforening, således at RF får et system, som vil være en forløber til et tillidsmandssystem.
Regioner vil gøre kørsel med elever til permanent dispensation
Det er foruroligende, at regionerne i hele landet overvejer at gøre det til en permanent ordning, at ambulancer kan bemandes med elever, der kun har siddet på skolebænken i tre skoleperioder. Sådan lyder kritikken fra Reddernes Fagforening.
I marts 2020 fik regionerne en dispensation, som skulle give dem lov at bemande ambulancer med elever, der kun har siddet på skolebænken i tre skoleperioder. Årsagen var Corona-pandemi.
I december bad regionerne ministeriet om en forlængelse denne gang med Corona og mandskabsmangel som årsag. Den fik de.
Nu hører Reddernes Fagforening, at regionerne overvejer at søge om at denne ordning bliver permanent. Det er højst foruroligende, mener Reddernes Fagforening.
"Vi forstår simpelthen ikke, hvorfor regionerne ikke i stedet koncentrerer sig om at gøre det attraktivt at være redder, så havde vi slet ikke de mange problemer, som vi har set de seneste par år," siger Kim Volder Hammershøj.
Han foreslår, at man i stedet betaler alle reddere i hele landet et højt tillæg for at tage ekstravagter, samtidig med at man fremadrettet lægger an til at give redderne bedre arbejdsvilkår og lønforhold på lang sigt via en brancheoverenskomst.
"Betaling for ekstra vagter virker i Region Midtjylland. Regionen har nu ikke problemer med at få besat ekstra vagter. Det vil også virke i resten af landet. Men det er alfa omega, at vi får en brancheoverenskomst på sigt," siger Kim Volder Hammershøj.
Han understreger, at både private og offentlige arbejdsgivere allerede nu bør se på at give redderne den brancheoverenskomst, som de har efterspurgt i mange år.
Samtidig vil det være en god idé at se på at gøre det attraktivt at være sygetransportredder, så de kan aflaste ambulanceredderne ved at køre de mindre akutte ture.
Foto: Satiretegning af Iain Ferguson.
Lej sommerhus for favorabel pris kun for reddere
Som redder kan du leje sommerhus hele året rundt til en favorabel pris. Vores sommerhus er populært, så book gerne i god tid, hvis du vil være sikker på at kunne holde din ferie i RF's lækre sommerhus på Fyn lige ved strand og smuk natur.
Credits:
Giv Reddernes Fagforening et like på Facebook, hvis du kan lide RedderLIV